Det bliver et mere roligt nytår i Gellerup end "planlagt".  I aftes, lidt over midnat, fik Lokalpolitiet et tip om, at der i en bestemt lejlighed på Gudrunsvej var en del fyrværkeri.
En patrulje rykkede ud, og i lejligheden og i det tilhørende kælderrum fandt man ca. 1400 ulovlige kanonslag, som hørte til en samlet mængde på 30 kg  fyrværkeri.  Ud af dette var cirka 26.4 kg lovligt fyrværkeri, mens cirka 1.400 kanonslag var ulovligt, udenlandsk knaldfyrværkeri.
Mængden i sig selv, i forbindelse med det lovlige fyrværkeri betyder, at der var tale om ulovlig opbevaring, idet man kun må opbevare op til 5 kg i sin bolig.
Derfor blev det hele beslaglagt og forsvarligt kørt væk fra stedet. Det vil i dag blive afhentet af forsvarets ammunitionsryddere.
En 20-årug mand var i besiddelse af fyrværkeriet, og han bliver sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven og kan forvente et retsligt efterspil.
Vejledning om fyrværkeri kan ses på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside eller www.fyrvaerkeri.dk.