‘White men saving brown women from brown men’.
Det er et udtryk, der skal forklare, hvordan mænd nogle gange ved bedre end kvinderne selv og kan forklare dem, hvordan de bedst opnår ligestilling.
Det er også et udtryk, som antropologistuderende i Aarhus, Lea Lyngø, citerer i en analyse af hele sagen om kvindesvømning i Gellerup. Hun griber fat i de aarhusianske politikere, der anvender ordet ‘ligestilling’ som argument for at lukke kvindesvømningen i Gellerupbadet.
"Gellerupbadets modstandere deler holdningen, at kvinderne lider af undertrykkelse, og derfor ikke er frie. Da frihed er en dansk værdi, og undertrykkelse ikke accepteres, kan kvinderne, ifølge denne logik, ikke være integrerede. Konklusionen bliver derfor, at kvinderne må befries fra deres undertrykkelse for at blive integrerede. I denne logik fremstår ligestilling som en altoverskyggende dansk værdi, der endda prioriteres højere end tegn på reel integration i praksis, såsom deltagelse i foreningsliv, brug af kommunale tilbud og engagement i kvindens lokalområde. Logikken binder sig til ligestilling, da det er definitionen af dette begreb, der gør, at Gellerupbadets kvinder ultimativt anses for at være undertrykte, ufrie og uintegrerede."
Vil ikke påduttes mænds opfattelse
Lea Lyngå oversætter den forskellige brug af ordet ligestilling med, at nogle vil lave ligestilling "for kvindernes skyld" (byrådsflertallet), mens kvindesvømmerne selv ønsker ligestilling på deres egne vilkår. De vil ikke påduttes primært mænds opfattelse af kvinderne som undertrykte og ofre for social kontrol. Kvinderne mener, at hvis nogen undertrykker dem, er det byrådet.
Eksempelvis blev en bruger (Wissal El-Arid) af TV2 Østjylland spurgt, hvad sagen får hende til at føle: ”Jamen altså, for mig er det jo ren social kontrol."
Føler sig ikke genkendt
Lea Lyngøs konklusion lyder:
"Opgaven har forsøgt at belyse, hvorfor kvinderne i centrum af sagen ikke føler sig hverken reddet eller genkendt i en feminisme, der bekymrer sig om dem. Efter at have studeret diskursen, deltaget i kvindesvømningen og været med på borgermøde, er mit indtryk, at der er mange behov og kvinder på spil i denne sag: Handicappede kvinder, seksuelt misbrugte kvinder, kræftramte kvinder, muslimske kvinder, ældre kvinder, unge kvinder og måske kvinder, der bare er trætte af mænd.
Set fra denne vinkel er Gellerupbadets kvindesvømmere så frie, som sociale væsener kan være, og baseret på analysens resultater, argumenterer jeg for, at man bør støtte kvinder, der ønsker at have gardinerne trukket for, når de svømmer – uanset om de er blufærdige, religiøse eller ingen af delene."
Minister ved også bedst
Fra dagspressen er der i øvrigt et aktuelt eksempel på, at nogle kvinder også ved bedre end kvindesvømmerne. Integrationsminister Inger Støjberg (V) sagde mandag til TV2 Østjylland:
"Hvis konsekvensen af et forbud bliver, at færre kvinder vil svømme, er der ikke noget at gøre ved det, mener ministeren. Ligestillingen er vigtigere end svømning," konkluderer hun.