Den store nye kontorbygning har fået navnet ”Blixens” og skal rumme 1050 nye medarbejdere. De 22.800 kvadratmeter skal ikke kun bruges af ansatte, da hele stueetagen bliver åben for alle interesserede.

Forbigående stopper ofte op og kigger undrende på Blixens – den store nye kontorbygning i Gellerup. Den er placeret lige overfor Bazar Vest, på hjørnet af Karen Blixens Boulevard og Edwin Rahrs Vej. Beboerne har allerede mange forestillinger om, hvad den skal bruges til.
Nogle beboere kalder den nye bygning ”Teknik og Miljø Rådhuset”, mens andre har udtrykt en bekymring for, at deres sagsbehandlere flytter derop for at overvåge dem. Disse er blot nogle af de mange rygter der har spredt sig i folkemunde.


De nye naboer i Blixens
For øjeblikket flytter der cirka 50 personer ind dagligt i Blixens, og flytningen vil fortsætte indtil sidst i februar. Det er disse nye ansigter som vil blive de nye naboer til Gellerups beboere:

 

  • Aarhus Kommunes Teknik og Miljø er den største gruppe med cirka 750 medarbejdere.
  • Familiecentret fra Gudrunsvej flytter også til Blixens – nogle af deres kolleger fra Vejlbycentret følger med.
  • Lokalpolitiet – flytter alle medarbejderne fra City Vest til Blixens. De får også nogle kolleger fra Forebyggelsesafdelingen på politigården i Aarhus centrum med sig.
  • Den gode by – iværksætterforeningen flytter også ind og skaber mulighed for at iværksættere kan leje sig ind hos dem. Man kan både få sin egen plads, men også dele de fælles faciliteter til en billigere pris.
Bente Sejersen, som har været projektchef på Blixens i 8-10 år, fortæller begejstret om bygningens unikke fordele: ”Dette er ikke en typisk administrationsbygning. Blixens kan noget mere. Den bliver mere åben end en almindelig kontorbygning og beboerne er tænkt ind i processen fra allerede dengang den fysiske helhedsplan startede”.

Beboere er velkomne
Blixens byder snart beboerne ind til mange attraktive oplevelser. Når man træder ind i stueetagen, er der store fællesarealer som man har kaldt ”Byrummet”. Planen er, at der efter april måned bliver afholdt forskellige udstillinger og aktiviteter på disse arealer – til gavn for hele området.

Herudover er der på samme etage ved at blive indrettet en café, en kantine, en restaurant og et kafferisteri som altså er åbent for alle. Det er Café Europa fra København som driver dem alle, og Kristin Jensrud er blevet ansat som bar- og restaurantchef i huset.

Hun deler den glædelige nyhed, at kantinen allerede er åben, og at man kan komme og købe sin frokost mellem kl. 11-13:30 på alle hverdage. ”Her går medarbejdere ned og spiser der, hvor alle andre spiser”, udtrykker Bente Sejersen og understreger, at kantinen er det sted, hvor både ansatte og andre besøgende mødes og kan spise sammen.

  


Her ses kantinen, som er åben for alle interesserede. Prisen er 15 kr. pr. 100 gram for buffetmaden.
Alle må bruge udearealerne
Åbenheden strækker sig helt til udearealerne omkring Blixens. ”Ideen har været, at både området og andre udenfor området kan bruge bygningen, også der, hvor vi ikke selv bruger den. Sådan så arealerne bliver bedre udnyttet og der skabes liv her. Der bliver lavet en lille legeplads og bordebænkesæt samt to bordtennisborde og opholdsarealer,” udtrykker Bente.
Der bliver i fremtiden mulighed for at leje mødelokalerne, “rooftop” på den øverste etage med en flot udsigt, auditoriet og andre faciliteter i Blixens.
Følg med i udviklingen og åbningsdatoerne for de forskellige spisesteder på Gellerup.nu’s hjemmeside samt facebookside.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.