På bare et år har de tre venner og kolleger i virksomheden No Limits Accessibility fået hul på et million-marked i kæmpe-vækst. Fra iværksætterhuset Square One i Gellerup rådgiver de nu hoteller og lufthavne rundt om i verden i at øge tilgængeligheden for alle.
Umiddelbart er det deres åbenlyse forskelligheder, man lægger mest mærke til: 52-årige Jens Lund, jurist, ramt af muskelsvind og kørestolsbruger gennem mange år, den 33-årige bygningskonstruktør Mohammad Edwan, og den 32-årige konsulent Alaa Khalil.
Men sammen udgør de et stærkt hold, der på bare et år er ved at blive en stærk og kendt spiller på et ganske nyt marked: På engelsk kalder de det accessible tourism.
Med danske ord er de dem, hoteller, lufthavne og andre i turist-industrien ringer til, når virksomhederne bliver klar over, at de er nødt til at arbejde med tilgængelighed for folk med forskellige former for fysiske handicaps.
Lige nu arbejder de tre kolleger i No Limits Accessibility på en konference, der skal samle en række af de helt store spillere for at tale om det, de selv rigtig gerne vil tale om: At de fleste turist-destinationer faktisk ikke er til at komme rundt i, hvis man er i besiddelse af et fysisk handicap.
Inspirerende miljø I Square One
Deres afsæt for at indtage særlige branche er iværksætterhuset Square One i Gellerup. Ejendommen på hjørnet af Karen Blixens Boulevard og Inger Christensens Gade rummer I forvejen cirka 20 mindre virksomheder og har siden 1. december også huset virksomheden No Limits Accessibility.
Da både Mohammad og Alaa er vokset op i Gellerup, mens Jens har boet på Gudrunsvej de seneste ni år, var det et naturligt sted at søge hen, da deres virksomhed var vokset ud af de tidligere rammer.
”Kulturen her i huset tiltaler os meget. Det er et inspirerende miljø at være i, hvor alle støtter og hjælper. Vi har stor glæde af hinanden,” siger Jens.
”Vi går meget op i æstetik og funktionalitet”
”Vi er to underlige størrelser, som har fundet sammen,” siger Jens og kigger over på Mohammad.
De to har kendt hinanden i 18 år, siden Mohammed havde brug for lektiehjælp og supervision på sin vej fra folkeskole til gymnasiet. Jens kunne hjælpe – og siden har de lært hinanden stadig bedre at kende. I september 2022 besluttede de at forsøge at skabe en virksomhed sammen, baseret på deres forskellige faglige baggrunde som jurist og bygningskonstruktør.
De udviklede en forretningsmodel med fokus på bygherrerådgivning og tilgængelighed. Som tilgængeligheds-eksperter står de for rådgivning i valg af de rigtige hjælpemidler men også af de mest æstetiske løsninger.
”Vi går meget op i æstetik og funktionalitet. Selvom det grundlæggende handler om tilgængelighed for alle uanset handicaps, skal løsningen også opleves som god, praktisk og æstetisk pæn. Vi går efter et universelt design, som man ikke lægger mærke til – og som tilgodeser alle grupper i samfundet,” forklarer Jens Lund.
Som eksempel nævner han, at et hotelværelse skal opleves som rart og venligt og ”helt normalt” – også af fru Jensen, som ikke er født med et handicap. Blandt andet skal der være en seng, der kan det hele, men som også har en kvalitet og et udtryk, der gør, at fru Jensen kan sove i den.
”Hvis virksomheden har en vision om øget tilgængelighed, så hjælper vi med at gøre visionen operativ. Vi har samlet set en specialviden, der rammer bredt. Samtidig specialiserer vi os i byggetekniske løsninger, der fremtidssikrer byggerierne,” siger Jens.
”Hvis du vil lave en tilbygning til dit hus, og du gerne vil bo der om 25 år, giver det måske mening at indtænke, at du måske ikke har den samme fysik til den tid.”
Gode til at sælge
”Jeg kom ud i en kørestol.”
Jens Lund siger ordene roligt og med et glimt i øjet. Han er født med muskelsvind og har gennem tilværelsen oplevet, hvor svært det stadig kan være at komme omkring i en kørestol.
Gennem 25 år har han arbejdet som jurist i Muskelsvindsfonden:
”Jeg har levet af at sælge muskelsvind i mange år. Der er ikke så stor forskel til det, vi gør nu. Som den lille mand i en kørestol bliver jeg naturligvis brugt som døråbner for virksomheden. Men vi har samlet set en uddannelse og en baggrund, der viser, at vi véd, hvad vi snakker om.”
Frontløbere i Mellemøsten
Det har vist sig, at Dubai og landene i Mellemøsten generelt har været et godt sted at starte for den lille nye virksomhed. Både i Dubai og Saudi Arabien har man visioner om at være verdens mest handicapvenlige destinationer.
Det præger mange hoteller og resorts i områderne, hvor der både ved nybyggerier og ombygninger er stor fokus på tilgængelighed.
”Vi er rigtig meget i Mellemøsten, især Dubai. Men vi rækker selvfølgelig også ud til danske interessenter,” understreger Mohammad Edwan, og Jens Lund tilføjer:
”Det kan for eksempel være en hotelgruppe, som er interesseret i at være first mover inden for det her område. Og folk med fysiske handicaps er et kundesegment i meget stor vækst. 20 procent af dem, der rejser, har en funktionsnedsættelse. Og der bliver flere og flere.”
”Vi har fingeren på pulsen, i forhold til det nyeste inden for velfærdsteknologi og hjælpemidler. Og kombineret med den byggefaglige viden kan vi ofte være til stor hjælp i forbindelse med nybyggeri eller ombygninger.
I øjeblikket er de hentet ind som rådgiver i forbindelse med et renoveringsprojekt på et hotel i Dubai. De rådgiver om det byggetekniske og om de juridiske krav, der bliver stillet i forhold til tilgængelighed.
”Vi er ganske ofte i Dubai, hvilket faktisk også er bedre for mit helbred. Jeg hader regn og kulde,” siger Jens.
I løbet af de sidste fire måneder har de to gange været i Dubai – og inden længe skal de af sted igen.
”Vi så, at der var et marked for det her”
Ideen opstod på et hotel i Dubai, hvor de var på ferie sammen.
”På Booking.com stod der, at hotellet var fuldt tilgængeligt. Men realiteten var, at Jens ikke kunne komme rundt og bruge de fleste af faciliteterne. Men han betalte jo det samme som alle andre. Derfor skulle han naturligvis også have den samme oplevelse som alle andre,” fortæller Mohammad.
”Vi så, at der var et marked for det her. Jeg har rejst meget, og har oplevet at tilgængelighed typisk ikke er højt prioriteret. Som regel er standarden på det absolutte minimum,” tilføjer Jens.
De understreger, at når man taler om fysiske handicaps, handler det i virkeligheden om en stor gruppe mennesker med meget forskellige udfordringer. Virksomhedens tilgang er, at man skal sikre, at de valgte løsninger tilgodeser flest mulig.
Flere konkrete henvendelser
På det seneste har de arbejdet på udvikling af en messe og konference i Dubai, Accessible Travel Turism. hvor de store hotelkæder mødes og taler om tilgængelighed.
Opgaven er et eksempel på, at de på kort tid har fået skabt opmærksomhed om deres produkter og ydelser. Nu får de konkrete henvendelser frem for løse forespørgsler. Men for mange turist-aktører er der stadig et stykke vej at gå, understreger Mohammad:
”Når vi taler med folk, svarer de ofte, at de ikke har hørt om behovet for tilgængelighed før. Men det er jo egentlig godt nok for os – for så er det måske starten på, at de vil begynde at indtænke tilgængelighed i deres virksomhed.”