Der findes i Gellerup og Toveshøj flere initiativer, der peger fremad, når det handler om at fremme trivsel og tryghed. Det mener Det Kriminalpræventive Råd, der i rapporten “Forebyggelse i Fællesskab” fremhæver iværksætterhuset Square One og netværket Samvirket.

“De udsatte boligområder i Danmark rummer store potentialer for positiv udvikling. Gennem innovative tiltag og øget investering i områderne kan man skabe forandringer, der fremmer trivsel og tryghed,” skriver Det Kriminalpræventive Råd i en ny rapport, der netop er udkommet.

Her præsenteres syv cases, der viser hvordan private og offentlige aktører samarbejder om forebyggelse i udsatte almene boligområder, og hvilke roller de hver især varetager.

“Eksemplerne kan inspirere dig til at sætte gang i nye partnerskaber med forebyggelse som fælles dagsorden,” skriver Det Kriminalpræventive Råd, der blandt andet fremhæver iværksætterhuset Square One som et eksempel på, hvordan samarbejdet mellem kommuner, boligforeninger og private aktører kan blive en vigtig faktor.

Da en række boligblokke blev revet ned som en del af den første helhedsplan for Gellerup, efterlod de et tomrum midt i bydelen, hvor Karen Blixens Boulevard nu ligger.

Her blev iværksætterhuset Square One etableret i 2017 i et samarbejde mellem Aarhus Kommune, Brabrand Boligforening og entreprenøren A. Enggaard med et ønske om at skabe et anderledes beskæftigelsesprojekt.

Ambitionen er at skabe ”opnåelige, attraktive drømme,” forklarer en daglig leder i Square One, Jan Andersen. Iværksætterhuset er i dag økonomisk bæredygtigt.

Håb og drømme
Iværksætterne i huset er en mangfoldig gruppe, der tæller både lokale fra Gellerup og folk udefra med forskellige etniske baggrunde. Fælles for dem alle er drømmen om at leve af deres egen virksomhed.

”Jeg vil gerne bygge noget, jeg vil kunne give videre… Det med at blive selvstændig og tage ansvar for mig selv motiverer mig meget” (iværksætter i Square One)

De lokale Gellerup-iværksættere i Square One bliver desuden til rollemodeller for andre beboere i området. På den måde spredes information om Square One i lokalområdet, og flere beboere får øjnene op for iværksætteri.

Flere beboere har en oplevelse af, at de ikke har de samme muligheder som andre i samfundet. Square One stiller dermed ikke blot lokaler til rådighed til værksteder og kontor, men giver også beboerne en følelse af håb og attraktive muligheder for at etablere sig på arbejdsmarkedet og skabe en livsplan, forklarer Det Kriminalpræventive Råd.

Vægge efter behov
Selve bygningen består af genbrugsmaterialer, og lejerne har frihed til at male eller sætte ekstra vægge op efter behov. Den slags fleksibilitet giver dem en følelse af ejerskab og tiltro til deres egen kreativitet og virkekraft.

Square One samler både lokale fra Gellerup og folk udefra med forskellige etniske baggrunde – men med den samme drøm om at lykkes som iværksætter. Foto: Det Kriminalpræventive Råd.

Det er lykkedes at forpligte virksomhederne til at lægge fire timers fællesskabsarbejde om måneden i huset. Det hjælper driften, men øger også mikro-virksomhedernes ejerskab over stedet og deres fællesskab på tværs.

Det Kriminalpræventive Råd har samlet tre gode råd, der er hentet fra de første år med Square One:

Rollemodeller: Iværksættere, der har god erfaring med at skabe deres egen virksomhed, kan inspirere andre lokale beboere.

Fælles retning: En bred sammensætning i bestyrelsen, inklusive repræsentation fra beboerdemokratiet, kan sikre en god fælles retning.

Fleksibilitet: Den daglige ledelse tilpasser løbende Square One’s tilbud og fysiske rammer til brugernes aktuelle behov og interesser.

Fra tryghedsindsats til samtaler om byudvikling
Også Samvirket, der er et netværk for Gellerup og Toveshøj, bliver fremhævet af Det Kriminalpræcentive Råd. Netværket samler mennesker, som normalt ikke har kontakt med hinanden, om at udvikle området i en positiv retning.

Samvirket har udviklet sig til et tæt og fortroligt netværk, hvor alle slags aktører fra lokalområdet, derunder politi, forældre til de unge i området, beboerdemokrater, kommunalt ansatte og private udviklere, deltager aktivt i samtalerne.

Møderne sikrer informationsdeling og bygger bro og gensidig forståelse i lokalområdet.

Siden Samvirket startede som en tryghedsdannende indsats, har situationen i området forbedret sig, og i dag er det i mindre grad arbejdsløshed og utryghed, der dominerer dagsordenen for møderne.

I stedet fylder byudvikling mere, og diskussionerne går i højere grad på, hvordan man som lokalsamfund tilpasser sig de forandringer, der sker i området.

Bred dagsorden på Samvirkets møder
Samvirket består af fem åbne netværksmøder om året, hvor alle, som interesserer sig for udviklingen i lokalområdet, er velkomne. Desuden tilbyder Samvirket to årlige introdage og månedlige møder på lederniveau.

Netværksmøderne tiltrækker 30-80 deltagere, hvoraf halvdelen er beboere. De øvrige deltagere inkluderer kommunale medarbejdere, politi, bolig-foreninger, lokale butikker, entreprenører og organisationer som biblioteker, iværksættergrupper og Røde Kors.

Et fast punkt på dagsordenen er Samvirkets Tryghedsbarometer, hvor lokalpolitiet giver en opdatering på udviklingen i området.

Styregruppen består af i alt 11 medlemmer med repræsentanter fra kommunen, Brabrand Boligforenings boligsociale indsats og afdelingsbestyrelserne i Gellerupparken og Toveshøj. Desuden vælges seks beboere på Samvirkets årsmøde.

Samvirket har ikke kun øget trygheden, men også skabt nye relationer og samarbejder, konkluderer Det Kriminalpræventive Råd. Vidensdelingen på netværksmøderne hjælper aktørerne med at tilpasse projekter og indsatser, så de afspejler lokalområdets behov.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.