Basislokaler, aktivitetetszone og formidlingstrappe. Du kan godt begynde at vænne dig til nogle helt nye ord, hvis du får din daglige gang på Gellerups nye skole, Kløverskolen. Lørdag fik mange af skolens kommende elever og deres forældre et første indtryk af deres nye skole, der åbner til august.
Raqiya gik rundt med et stort smil over hele ansigtet. Det her er hendes nye skole. Her møder hun op mandag d. 11. august, når hun skal begynde i 4. klasse. Og hun glæder sig.
Lørdag kunne hun sammen med sin mor, Shamso Mukhtar, bevæge sig rundt på skolen, og få et ret godt indtryk af, hvordan Kløverskolen bliver indrettet. Skolen havde inviteret til åbent hus, hvor alle interesserede kunne få en rundvisning.
Som den første skole i landet er Kløverskolen bygget til en helt særlig pædagogisk retning, projektbaseret læring. Det betyder, at der er langt færre traditionelle klasselokaler – og til gengæld masser af værksteder og grupperum, hvor eleverne kan arbejde på deres projekter.
Hvad er dit første indtryk af Kløverskolen?
“Jeg synes, at den er virkelig, virkelig pæn. Men den skal selvfølgelig lige bygges færdig først. Men man kan godt fornemme, hvordan de forskellige steder på skolen kommer til at blive brugt. Og jeg tænker, at det kommer til at blive en fantastisk skole at gå på,” svarer Raqiya.
Hvad glæder du dig især til på din nye skole?
“At der kommer nye elever på skolen – og at der kommer en ny slags undervisning, hvor man arbejder sammen. Det bliver projektbaseret læring, som vi også har prøvet flere gange på den skole, jeg går på nu. Jeg synes det er sjovt, og man lærer også at arbejde sammen,” forklarer hun.

Et kig ned på Torvet, der bliver et samlende sted for skolen – med adgang til faglokaler, produktionskøkken, madudsalg og idrætshal.
I løbet af det igangværende skoleår gennemfører Ellehøjskolen tre forløb, hvor eleverne arbejder efter de pædagogiske tanker, der er centrale i projektbaseret læring. Skolen har netop gennemført det andet af de tre forløb.
I 3. klasse, hvor Raqiya går, lærte eleverne om, at man skal passe på jordkloden, og at man ikke skal bruge alle jordens ressourcer, fortalte hun.
Og nu venter så en helt ny skole, hvor projektbaseret læring bliver hverdagen. Men hvad synes hun egentlig er det flotteste ved Kløverskolen?
“Det er alt det udenfor. Det er virkelig pænt. Der kommer til at være en kæmpestor legeplads. Jeg tror, at mange børn kommer til at bruge den i frikvartererne og lege sammen og ha´ det sjovt.”
Kæmpehænder og brædder fra nedrevne lejligheder
Vi står alle samlet på Torvet, der kommer til at blive det pulserende hjerte på skolen. Her kommer man ind om morgenen, og her samles man ved madudsalget til frokost.
Desuden er der i stueetagen idrætshal samt et stort produktionskøkken, og der er faglokaler som fysiklokaler, håndværk & design, billedkunst og madkundskab.
En stor bred trappe fører op til etagerne ovenover, men den er lige nu spærret af, fordi håndværkerne er ved at beklæde trinene med træ. Det er genbrugte brædder fra de nu nedrevne lejligheder på Dortesvej, forklarer skoleleder Helle Mønster.

Formidlingstrappen er skabt til at kunne præsentere produkter for klassens forældre og skolens øvrige klasser. Viceskoleleder Lene Schmidt-Sørensen (i gul vest) fortæller her om planerne.
Hun fortæller også om de markante kunstværker, der kommer til at præge indgangen til skolen: En række kæmpe-hænder skabt af kunstneren Julie Stavad. De skal illustrere skolens pædagogiske fokus på alt det, man skaber med sine egne hænder.
En anden del af kunstværket bliver nogle skitser af hænder, der bliver malet på elevatorskakten – og tredje del markeres d. 13. september, hvor skolen arrangerer Håndens Festival.
Styrker kreativitet og formidlingsevne
Helle Mønster fortæller passioneret om projektbaseret læring, der betyder, at eleverne sidder færre timer foran en lærer og lytter, men i stedet arbejder projektbaseret for at løse nogle på forhånd definerede udfordringer. Som nævnt er de allerede i gange med at øve sig på Ellehøjskolen.
“Hvert forløb starter med et kick off, hvor det er lærernes opgave at tilrettelægge en overraskende start, der kan gøre eleverne nysgerrige, og som kan åbne op for det engagerende spørgsmål, de skal arbejde med,” forklarer hun.

Mange lokale familier og naboer til Gellerup benyttede lejligheden til at besøge Kløverskolen, da der lørdag var åbent hus.
“De arbejder typisk med projektet i fire uger, og så slutter hvert forløb af med et produkt. Det kan være noget fysisk, men det kan også være en podcast eller en film. Og så er der en formidlings-del, hvor forældrene kommer, og eleverne præsenterer, hvad de har arbejdet med, og hvad de har lært.”
Hun understreger, at formidlingen er med til at styrke elevernes kreativitet og formidlingsevne.
“Jo mere man fortæller andre om, hvad man har lært, jo mere lagrer det sig.”
Vi går rundt på de to øverste etager og nyder solen og den imponerende udsigt over lokalområdet og ned over Aarhus Ådal. På de to etager får skolens klasser deres basislokaler, og der indrettes aktivitetszoner med værksteder og mindre grupperum.
Desuden indrettes områder, der er velegnet til at præsentere projekt-resultater for hinanden og for forældrene, blandt andet en såkaldt formidlingstrappe.
Som nævnt åbner den nye skole til august. De fleste af eleverne kommer fra Ellehøjskolen, hvor de går i dag, men der kommer også en helt ny 0. klasse med børn fra hele lokalområdet.

Skoleleder Helle Mønster fortalte blandt andet om projektbaseret læring, og hvordan de forskellige dele af skolen vil blive brugt.