Sognemedhjælper i Gellerup Kirke, Marie Rørbæk, har travlt med at arrangere de mange arrangementer i Gellerup kirke.
International aften i Gellerup Kirke er en populær begivenhed, og et stort tillløbsstykke.
”Sidste gang mødte 40 mennesker op, men normalt er der 80- 100 deltagere, som alle får en hyggelig aften,” siger Marie Rørbæk.
Hver gang har de et tema, som kan afspejle årstiden, og derfor var der således oktoberfest. Ikke som den i München, men en lidt anden form for fest.
”Vi havde skattejagt, hvor vi havde taget nogle store billeder af ting i kirkerummet, og så skulle folk gætte hvad det var.” Det blev en meget populær, men også noget kaotisk leg.
Flest kristne deltager
De fleste af deltagerne i arrangementerne er kristne og kommer fra mange forskellige steder i verden.
”Arrangementerne er for alle danskere, der vil udvide deres horisont, og for udlændinge som vil lære danskere bedre at kende,” lyder det fra Marie Rørbæk.
Ikke alle deltagere, hører til i den danske folkekirke, men det giver ikke problemer.
Man opfatter i stedet international aften som en familiefest, hvor alle har det sjovt.
Andre tilbud i kirken
Hver anden tirsdag i ulige uger, mellem kl 9.30-11.30, er der et tilbud, der hedder ”Kreative Kvinder”. Det skifter mellem at være et kreativt værksted, hvor de kan sy og strikke, til at være en samtalegruppe, eller en bibelgruppe.
”Lige nu er det de samme 13, der kommer, men vi vil gerne have, at der kommer andre med, også gerne muslimer, men sådan er det bare ikke,” siger Marie Rørbæk.
Hun mener, at en af grundene til, at der ikke kommer så mange andre er pga. tidspunktet, hvor det kun er folk, som ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet, som har mulighed for at deltage.
”Vi har også en gruppe af ældre medborgere, der på eget initiativ mødes hver 14. dag for at sy og strikke,” tilføjer Marie Rørbæk. Man kan i gangen ved kirkekontoret se og købe nogle af syklubbens kreationer.
Næste projekt i Gellerup kirke
Der er to store begivenheder i begyndelsen af december.
Den 3. december er der julemiddag for muslimer – et arrangement, der er kommet i stand, fordi kirken er blevet inviteret med til ramadanmiddag nogle år. Der spises julemiddag og fortælles om den kristne jul.
Den 5. december er der International Aften med juletema. Der vil blive serveret dansk julemad og efterfølgende er der juleaktiviteter, julemand og luciaoptog, inden der sluttes af med en andagt i kirken.
Se nærmere oplysninger om kirkens aktiviteter på: www.gellerupkirke.dk