Trods løfter til en beboer i Hasle har kommunen stadig ikke gjort noget ved vildnisset på Ryhavevej mod Ringvejen.
Edith Pedersen fortalte den 24. november til aarhusvest. dk, at hun efter flere henvendelser til kommunen havde fået løfte om beskæring, når løvet er faldet af træerne.
Utryg adgang til busstoppested
For beboere i denne del af det sydlige Hasle er vildnisset eneste adgangsvej til et af de få busstoppesteder i denne del af Vestbyen. Der er udbredt utryghed ved at færdes på stedet. Især når der er blade på bevoksningen, er gadebelysningen ikke til nogen nytte. Samtidigt opleves stedet som skjult for omverdenen.
Edith Pedersen er ikke den eneste, der har henvendt sig til kommunen for at får bragt forholdene i orden.
Kommunen reagerer ikke på henvendelser
På opfordring fra den almene boligafdeling Ryhaven har Boligselskabet Præstehaven også forsøgt at få kommunen i tale. Foreløbigt uden held, fordi løfter om tilbagemelding fra ansvarlige i kommunen stadig lader vente på sig.
På Ryhavens beboermøde i september blev der klaget over den kommunale forsømmelighed. ’Ryhavevej mod Ringvejen’ har siden beboermødet været fast punkt på afdelingsbestyrelsens dagsorden. Det vil det fortsat være, indtil kommunen tager sig sammen til at gøre, hvad den bør gøre, for at borgere kan benytte et busstoppested uden frygt.
– men beboerne giver ikke op
Afdelingsbestyrelsen er indstillet på at forelægge en skriftlig henvendelse til byrådet på planlagt ekstraordinært afdelingsmøde først i det nye år. Og hvis det heller ikke hjælper, vil politikere, der stiller op til det kommende byrådsvalg, få en del at høre til sagen.
I øvrigt forsømmer kommunen også sin glatførebekæmpelse på Ryhavevej mellem Ringvejen og Steen Blichers Vej. Det klarer Ryhavens varmemester for den almene boligafdelings regning. Til glæde for de mange cyklister og buspassagerer, der færdes her.