En af deltagerne i Gellerup.nus ungdomspanel, Mahmoud Halloum, har i ugens løb været i nationale medier, både med indlæg i Politiken og i Deadline på DR2.
Årsagen er, at han sammen med Nidal Murra har skrevet et modsvar til artiklen: ”Vi vil da ikke giftes med dårligt uddannede nydanskere”, som er et interview med fire veluddannede nydanske kvinder. Som titlen afslører handler artiklen om, at kvinderne mener, at nydanske mænd halter efter i uddannelsessystemet, og de vil have en partner med samme uddannelsesniveau.
Efter at have læst artiklen greb Mahmoud Halloum og Nidal Murra straks pennen, og lørdag kunne hele landet læse deres modsvar i Politiken, og en debat var sat i gang. Mahmoud og Nidal blev sammen med to af pigerne fra første artikel inviteret i Deadline, hvor der livligt blev debatteret.
Bryde det negative billede
Hvorfor er denne debat vigtig? 
”For mig er denne debat vigtig, da det i højere grad vil få os til at tænke over vores krav og valg af partner, som i mange tilfælde er utrolig snobbet. Både hos piger og drenge. Der er langt vigtigere faktorer, der skal spille ind, for at kunne få et godt liv sammen.”
”Derudover er det vigtigt at vise, at udlændinge/nydanskere kan debattere offentligt og velformuleret, for at bryde med det negative billede af udlændinge, som der har været de sidste 10-15 år."
Mahmoud Halloum, der selv læser jura på 8. semester, tilføjer:
”Noget af kritikken har gået på, hvorfor det ikke er nogle af de ufaglærte, der kommer med et modsvar, når det jo ikke er mig, der tales om. Jeg tager det utroligt personligt, da pigerne er med til at grave en grøft mellem de faglærte og ufaglærte, hvilket ikke gavner på nogen måde. Det kan være tilfældigheder, der afgør om man bliver faglært eller ufaglært. Uanset hvor højt op jeg kommer i hierarkiet, vil jeg altid være en gadedreng fra Århus V, og her er mange af mine venner ufaglærte.”

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.