Søndervangsskolens leder Rani Hørlyck tog godt imod os og svarede villigt på vores spørgmål, da vi besøgte hende for at tale med hende om Søndervangsskolen, som mangler elever.
Har i oplevet, at forældrene fravælger Søndervangsskolen pga. heldagsskolen?
”Jeg er ikke sikker på, at der er en direkte sammenhæng,” siger Rani Hørlyck og fortsætter:
”Vi oplevede de første store bølger af forældre, der fravalgte Søndervangsskolen allerede da loven om frit skolevalg blev indført for tre år siden, altså året før heldagsskolen blev lavet.”
Det er svært at vende et dårligt image
”Der er forskellige grunde til, at man fravælger en skole som Søndervangsskolen. Det kan være det dårlige image skolen har. Det dårlige image kan være utroligt svært at vende, da mange forældre bygger deres viden på, hvad de har hørt fra andre. Mange af disse forældre har ingen viden om vores skole.”
Hvad vil I gøre for at lave om på det?
”For at lave om på det vil vi i kontakt med forældrene for at finde ud af, hvorfor de vælger en anden skole frem for Søndervangsskolen. Derefter vil vi fortælle dem om de ting vi laver på skolen," siger Hørlyck, der ikke lægger skjul på, at skolen betyder utroligt meget for hende.
”Vi har fra den første august 2009 lavet en ny kommunikations- og brandingstrategi, så vi kan blive mere synlige i området og få vores budskaber ud til forældrene. Det er meget vigtigt for os at få fortalt forældrene, hvad vi kan som skole.”
Kan antallet af tosprogede elever være en af grundene til, at forældrene fravælger skolen?
”Det, at vi har mange tosprogede børn, er et udtryk for, at der bor mange tosprogede i området. Derfor har jeg valgt at sige, at det kan jeg ikke gøre noget ved,” siger Hørlyck og fortsætter:
Vi har stor viden om at arbejde med mange tosprogede børn
”Vi vil derimod gøre det til en styrke at have så mange tosprogede børn. Derfor vil vi strategisk se på, hvilke områder vi skal prioritere. En af vores styrker er, at vi har en del medarbejdere, som ved meget om arbejdet med tosprogede børn. Derfor kan vi give børnene en hel anden undervisning, end de kan få på en skole, hvor lærerne ikke er vant til at arbejde med tosprogede.”
”Vi er mange flere faggrupper, som f.eks. pædagoger, lærere, psykologer og talepædagoger der arbejder sammen med barnet i centrum.”
Hvordan ser det nye skoleår ud med hensyn til indskrivning?
”Indtil nu har vi haft 44 indskrivninger. Sidste år var der 30% af de børn, der kunne starte i børnehaveklasse, der startede på Søndervangsskole, mens resten valgte andre skoler og private skoler.”
Målet sættes højere år for år
”I år har vi en målsætning der hed, at vi gerne vil sikre, at 40% af det samlede antal børn, der bor i området valgte Søndervangsskolen til børnehaveklasse.” siger Hørlyck, der mener, at de er over målsætningen i år, da de har ændret på deres kommunikation. Skolen har nemlig i år sendt velkomstpakker ud til de forældre, som har et barn, der kan starte i børnehaveklasse til august 2009.
”Målsætningen til næste år hedder, at vi gerne vil have 50% af de børn, der skal starte i børnehaveklasse” afslutter Hørlyck med et smil.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.