Klunserens kælder er ved at kamme over. Trøjer, tasker og sko ligger i to meter høje bunker i Allan Fiskers kælder på Bentesvej i Gellerupparken. De 150 kvadratmeter plads i klunserens kælder er blevet til en smal gangsti mellem bjerge af nødhjælp, da han ikke længere har råd til at sende hjælpen til de nødlidende i Østeuropa.
“Jeg kan næsten ikke håndtere mere tøj. Mit største problem lige nu er, at jeg ikke har råd til betale for de containere, der skal fragte nødhjælpen til Ukraine og Letland,” fortæller en bekymret Allan Fisker.
Metallet er faldet
Under finanskrisen er metallet faldet fra en pris på 22 kr. til 80 øre for et kilo, og derfor ligger Allan Fisker nu inde med over et ton metal, der er faldet til under en tiendedel af sin oprindelige værdi.
”Jeg har meget svært ved at samle de nødvendige penge ind. Det er som om bidragende er faldet i takt med interessen. Det er jo flere år siden, at jeg blev årets østjyde – men jeg har altså stadig brug for hjælpen.”
Brugbare sko, trøjer, tasker, gryder og pander er derfor strandet i kælderen i Gellerup. Allan Fisker, der nu er pensioneret, har i dag kun 2000 kr. ud af de ca. 24.000 kr., han skal bruge for at sende den næste container med nødhjælp afsted.
Giv nødhjælpen vinger
Du kan være med til at give nødhjælpen vinger ved at betale til Allan Fiskers støtteforening gennem Sparbank Vest i deres filial i City Vest.
Kontakt Allan Fisker på tlf. 51255251 for mere information om, hvordan du kan hjælpe.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.