Alle beboere skal involveres i en diskussion om helhedsplanen i løbet af vinteren. Nogle beboere vil føle sig usikre, andre vil være kede af det og sikkert også utilfredse.

Det siger afdelingsformand Helle Hansen til borgerportalen:
"Forhåbentlig bliver planen og ideerne så gode, at alle beboerne kan se, at det vil være rigtig godt for vores område, hvis vi får den gennemført. Også selv om det måske kan komme til at betyde, at man skal flytte i en ny lejlighed. Vi arbejder for at sikre, at den nye lejlighed skal være istandsat med nye gulve, skabe og malede vægge, lofter og lister. Der bliver også flyttehjælp," fortæller Helle Hansen.

Lever helhedsplanen op til det, I forventer jer?
"Umiddelbart synes jeg, at det går i den rigtige retning. Der er mange positive muligheder på vej. Men når den konkrete plan en dag betyder, at nogle beboere skal flytte fra deres lejlighed, så bliver det rigtig svært… Jeg ville også selv blive ked af det," indrømmer Helle Hansen, men henviser til, at man får tilbud en erstatningslejlighed, og at hovedformålet med planen er at gøre Gellerup til et bedre sted at bo.

Er I tilfredse med den hjælp, I får fra administrationen og sekretariatet?
"Jeg oplever, at administrationen er meget aktiv og hjælpende i forhold til det daglige arbejde med helhedsplanen. Vi bliver serviceret med gode referater og mødedagsordner og grundigt orienteret om det administrative samarbejde med de kommunale myndigheder og Gellerupsekretariatet. I sekretariatet arbejder rådgiverne med at bringe vores tanker og ideer ned på papir og gøre dem realiserbare," siger Helle Hansen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.