Kommer du kørende på motorvejen om aftenen den 11. marts og ser, at der pludselig er et klart lys på nogle af gavlene i Gellerup og Toveshøj, så lad være med at ringe til brandvæsenet.
Det er lysinstallationen "Gellerup Light and Change", der tændes af borgmester Nicolai Wammen. Bag værket står lyskunstneren Elle Mie Ejdrup Hansen, der af mange huskes for Linien-Lyset langs Vesterhavet i 1995, men hun stod også for et ret kendt projekt på Malmø Havn i 1998.
Lyset er tændt i otte uger
Tilbage til Gellerup og helhedsplanen: lyset tændes 11. marts, som netop er startskuddet for helhedsplanens høringsfase, og efter planen slukkes lyset sammen med slutningen af høringen otte uger efter.
11. marts vil tre gavle på Gudrunsvej og en gavl på Toveshøj blive oplyst af en stærk blålig LED-belysning.
Samtidig vil en grøn laserstråle løbe fra City Vest til Bazar Vest. Strålen vil blive sendt til hver sin side fra en boligblok midt på den strækning, der i fremtiden skal være bygade i området. Skorstenen ved bazaren bliver også belyst
Endelig vil to markante broer blive belyst. Broen over Edw Rahrs Vej vil blive underbelyst af et orange/rødt lys, mens nettet på broen over Gudrunsvej vil blive belyst i den samme farve.
Diskuter forandringer
"Gavlene og skorstenen vil kunne ses på lang afstand, men laserlyset holdes ret lavt, så du må stille bilen fra dig og bevæge dig op i området," siger Elle Mie Ejdrup Hansen til borgerportalen aarhusvest.dk
"Lyset og fladerne signalerer, at der sker noget i rummet, og jeg håber, at folk tager ud for at besøge Gellerup, og at beboerne diskuterer planen og fremtiden for Gellerup og Århus," siger hun. 
Elle-Mie Ejdrup-Hansens hjemmeside