Vinne Tola, australsk statsborger og mor til to skolesøgende børn, og frivillig i Kulturhus Herredsvangs "BUTIK," er nu officielt udvist af Danmark til udrejse senest 26. marts
Afgørelsen
"Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har givet afslag på Vinne Tolas klagesag. Ministeriet finder ikke grundlag for at ændre Udlændingeservices afgørelse for så vidt angår Vinne Tolas opholdstilladelse. Opholdstilladelsen er således bortfaldet," hedder det i svaret fra ministeriet.
"Ministeriet finder endvidere ikke grundlag for at ændre Udlændingeservices afgørelse for så vidt angår afvisningen af Vinne Tolas nye ansøgning om opholdstilladelse (indgivet dec. 2009, red.) i medfør af Udlændingeloven. Ansøgningen om opholdstilladelse er således afvist og vil derfor ikke blive behandlet. Vinne Tola skal udrejse af Danmark senest 26. marts 2010," slutter ministeriet.
Splitter familien
Afgørelsen splitter en velfungerende familie, der gør et stort stykke arbejde for at blive ordentligt integreret i det danske samfund. Vinne Tola afskæres fra at opretholde en sædvanlig kontakt med hendes to døtre og mand når hun rejser til Australien. Alle tre har dansk statsborgerskab.
Hun kan søge igen hvis hun får job
Der er en mulighed for at lave en ny ansøgning, hvis Vinne Tola skaffer sig et job til mindst 31.500 kr. pr. md. Udlændingeservice vil også forlange ansøgningen indgivet fra udlandet, nu da opholdstilladelsen er bortfaldet.
Kravet kan virke urimeligt
31.500 kr. om måneden er en forholdsvis høj løn. Hvilke job lønnes så godt? Borgerportalen kiggede lidt i "Hvad kan jeg blive 2010" og fandt ud af, at det er der ikke så mange job, der giver i startløn. For eksempel tjener en nyuddannet politibetjent kun en grundløn på ca. 23.000 kr., hertil kommer så forskellige tillæg. En nyuddannet arkitekt tjener gennemsnitligt ca. 23.500 kr. i startløn pr. md., og slutter efter 13 år på ca. 35.000 kr. pr. md.  Den gruppe mennesker der skal kunne gøre brug af denne regel skal altså være ret godt uddannet for at skaffe sig den indtægt. Borgerportalen har svært ved at se, hvilket job Udlændingeservice mener Vinne Tola skal kunne få, der kan give den løn.
Vinne Tola havde et job på hånden, hun måtte takke nej til, på Århus Sygehus Vaskeri. Det ville dog næppe give den løn.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.