For første gang efter X-factor optræder 8210 hjemme i Vestbyen. Ikke 8210, men i nabopostnummeret 8220, hvor Gelleraps foregår på Tovshøjskolen på lørdag den 8. maj.
Det er nu ved at være nogle måneder siden at 8210 pigerne sidst stod ansigt til ansigt med dommerne i X-factor. Nu er tiden kommet til at se deres venner, naboer og klassekammerater i øjnene og sige tak for hjælpen – Nu skal der betales tilbage for alt den opbakning pigerne fik mens programmerne stod på.
”Nu skal det være, nu skal de have det tilbage, som tak for deres hjælp,” fortæller 15-årige Sara El-Daoud, som er en pigerne fra 8210. Hun lover, at de vil give publikum, venner og familie alt, hvad de har, når de står på scenen:
”Da vi var med i programmerne, støttede folk os, men også da vi røg ud, støttede folk os. Nu vil vi give den fuld gas, nu er vi på hjemmebane,” siger Sara El-Daoud.
Røber ikke showet
Hvad showet kommer til at indeholde er dog en hemmlighed, som hun ikke er meget for at røbe, men hun lover, at der både vil være nogle af sangene fra X-factor plus en masse ekstra.
Foruden 8210-pigerne vil man også kunne opleve andre lokale helte som M.A.R.W.A.N, U$O, TMT, Rapskolerne, HAM DENLANGE, Kejser A og mange flere, samt opleve og prøve streetbasket, streetsoccer, parkour, BMX, Carpoira og meget meget mere.
Der er gratis entre til Gelleraps.