"Det er så fordelagtigt, at I ikke skal tale alt for højt om det her," tysser Keld Albrechtsen, næstformand i Brabrand Boligforening, på kvartalsmødet i Samvirket i Gellerup.
Det bliver sagt halvt i spøg, for selvfølgelig må beboerne i Gellerup og Toveshøj fortælle andre, at de får hver deres beboerhus uden at betale een krone ekstra i husleje for det. Det er helt efter reglerne, men andre steder får man ikke sådanne forbedringer gratis. Det er helhedsplanen, der gør det muligt, fortæller han og opforder alle beboere i Gellerup og Toveshøj til at stemme ja ved afstemningerne midt i december.
Det er en brandtale for planen, Keld Albrechtsen er i gang med. Han taler indtrængende om fordelene, og han understreger flere gange, at bliver det et nej fra beboerne, får de ikke de forbedringer, der er lagt op til. For så forsvinder de 349 lovede millioner fra Landsbyggefonden, og så forsvinder muligheden for at sælge dyre byggegrunde ud til Åby Ringvej.
Gratis renovering af lejligheder
En væsentlig del af planen indebærer, at lejlighederne i Gellerup og Toveshøj renoveres. Altså ikke kun de, der omdannes, men alle, der trænger. Dette sker også uden en krone i huslejestigning, fortsætter næstformanden:
"Det skyldes, at vi har fået lov til at sælge arealet ud til Ringvejen, og det er dyre grunde. Regeringen har accepteret, at vi beholder pengene, og dem bruger vi på renovering af de nedslidte lejligheder. Med helhedsplanen får vi altså en renoveringsplan, som beboerne ikke skal betale for. Stemmer man nej til planen, skal man selv betale," kommer det skarpt fra Keld Albrechtsen.
"Nogle mener, at det er på kanten af pression, når jeg formulerer det på den måde. Men det er altså sådan, det er!"
Blandt de ca. 25 fremmødte på kvartalsmødet var der flere spørgsmål til næstformanden, blandt andet om nedrivninger og omdannelser til lejligheder – og hvad det betyder for beboersammensætningen.
Beboerudskiftning? Næppe!
En del politikere, både på rådhuset og i regeringen, håber nok på en mindre indvandrerdel – men de bliver måske skuffede, mener Keld Albrechtsen:
"Jeg tror ikke, at der kommer en stor udskiftning af beboerne. Når en af blokkene skal ændres til ejerlejligheder, så følger vi faktisk et gammelt forslag fra Gellerupparken om, at der er beboere, der gerne vil eje deres egen bolig, men allivevel blive boende. Jeg tror, at det bliver mere attraktivt for en del at blive boende i Gellerup, når de kan eje deres bolig her, og andre får en renoveret lejlighed, og der er samtidig udsigt til flere jobs i Gellerup."
Keld Albrechtsen kommer bevidst ikke ind på det andet store stridspunkt i helhedsplanen – moskeen – da det er blevet diskuteret under et andet punkt i Samvirkets møde. Derom senere her på borgerportalen.