ACFC er inde i en god udvikling. Udvidet samarbejde med DBU og Ghettosport giver den frivilligt drevne fodboldklub nye muligheder for at få sponsoreret både dommer- og trænerkurser i fremtiden.

Klubben er netop hjemvendt fra Göteborg Cup, hvor de nåede i kvartfinalen.
”Det er en stor oplevelse for vores spillere at komme udenlands til en turnering, og så er Göteborg Cup en stor turnering med cirka 1000 deltagere, hvor de møder spillere fra hele Norden,” fortæller næstformanden for ACFC, Mahmoud Hammad.

Øget samarbejde med DBU og Ghettosport
ACFC har det seneste år øget deres samarbejde med DBU. Der har i foråret været afholdt dommerkurser for alle interesserede fodboldfanatikere. Kurset var gratis for de tilmeldte, da DBU og Ghettosport sponsorerede det.

”Vi har haft mange henvendelser fra folk som gerne vil være fodbolddommer efter at DBU har holdt kursus her i Gellerup. Vi går nu og venter på, at DBU vender tilbage med en dato for et nyt kursus, da vi allerede nu har folk på venteliste, ” fortæller Mahmoud Dirawi fra ACFC’s bestyrelse.
 
ACFC har også fået et godt samarbejde med Ghettosport, som fremover vil være med til at sponsorere trænerkurser for ACFC.

Gellerup Cup og Fodboldskole
I sommerferien bliver der også masser af aktiviteter i ACFC. De skal stå for det årlige Gellerup Cup, som strækker sig fra uge 26-30.

Alle interesserede kan deltage, bare de melder sig dagen inden turneringen begynder. Det koster 30 kroner for unge under 17 år og 60 kroner for folk derover.

I alle fem uger vil der være Toveshøj Cup hver mandag mellem 10-20, mens Gellerup Cup foregår på onsdage mellem 10-22.  

DBU holder også igen i år deres årlige fodboldskole for børn mellem 8-15 år, det foregår på ACFC’s baner i uge 26 mellem 9-14.
Se mere på ACFC hjemmeside