Dannebrog vejer over fodboldbanerne ved Dorthesvej i Gellerup. Det er tirsdag formiddag. 76 drenge er i fuld aktivitet, på anden dag af DBU’s fodboldskole.
De bliver trænet af 10 lokale unge, som alle har tilknytning til den lokale fodboldklub ACFC. Og en mand samler trådene. Afif Abdallah er nøglepersonen i ACFC. Alle i Gellerup ved, hvem Afif er. Efternavn er ikke længere nødvendigt.

Deltagerne er fra lokalområdet
I DBU og Danmarks Idrætsforbund (DIF) er man også blevet opmærksomme på det store arbejde, Asif og de andre frivillige ledere udfører i ACFC. Derfor er klubben blandt de otte fodboldklubber i socialt belastede boligområder, som er blevet udvalgt til at holde DBU fodbold-skole.
Konceptet er som man kender det fra DBUs øvrige 270 fodboldskoler i sommerferien. Og dog. Betalingen er mindre, og ACFC’s ledere har haft en finger med i spillet, da deltagerne blev udpeget. Derfor kommer langt de fleste fra lokalområdet og har deres gang i klubben i hverdagen.
Fodboldskolen giver dem noget af lave i den lange sommerferie, og de metoder, trænerne har fået undervisning i, kan klubben bygge videre på i hverdagen.

Pengene bliver i klubben
Til forskel fra de traditionelle DBU-fodboldskoler bliver pengene fra deltagerbetalingen i klubben, og DBU opfordrer til, at de bliver brugt til at sørge for frugt til drengene efter træning, og sund frokost på kampdage.

Afif Abdallah er meget glad for de impulser fodboldskolen giver: ”Det løfter området rigtigt meget. Børnene får en fodboldoplevelse med deres kammerater og med voksne trænere. Jeg håber, DBU og DIF vil blive ved med at arbejde i de belastede områder”.

Klubhus i gamle containere

Når man går gennem Gellerup kan man let overse ACFS’s klubhus. Det ligger godt gemt væk, bag ved klubbens store baneanlæg. Spartansk er vel det rigtige ord at bruge om klubhuset. Foruden en hjemmelavet veranda består det af to tyvefods containere, der er bygget sammen.
”Det er nogle fra Mærsk, som de har fået billigt,” siger Anders Glahn fra Aarhus Kommune.
Anders har i en menneskealder arbejdet i Gellerups klubmiljø, og kender om nogen til området. Sport som sådan interesserer ham ikke, men han er fuld af lovord for værdien af det arbejde klubbens ledere gør for at skabe aktiviteter i området. Næsten halvdelen af indbyggerne i Gellerup er under 21 år, og det er småt med foreningstilbud i fritiden.
Fodboldskolen slutter fredag.
Læs portræt af fra ACFC, som har været med til at udvælge trænerne på fodboldskolen.