I forbindelse med bevillingen af 150.000 kroner til Urban Farming-projektet i Gellerup kan det meget vel blive et nyt kapitel i Gellerups historie. Tomater på tagene, afgrøder på de grønne arealer og jobs og uddannelse inden for landbrug. Senest har afdelingsformændene for Gellerupparken og Toveshøj haft 50 landbrugsforskere på besøg til en rundvisning i området. Godt så.
Nu lidt historie: Dette områdes rejse går mange år tilbage i tiden, ikke blot til 1299, hvor området optræder i annalerne som Gyældthorp, som muligvis betyder ‘udflytterby’, men hele 9000 år tilbage.
Hvem er Otto?
For fire år siden blev der bygget en direkte bro til nutiden fra fortiden, idet Samvirket fik fat i skraldemonstret Otto. For 9000 år siden var der ingen mennesker i Gellerup – kun skove fyldt med trolde, nisser, ænder, engle og fugle. Der var masser af lækker mad – blandt andet lækre bær. Det var nærmest et paradis, og man hjalp hinanden. Dengang boede Otto i Gellerupskoven sammen med en andefamilie.
Tiden gik, og for 40 år siden var der kun store marker, hvorfra Tousgård-bonden fik sin afgrøde. Troldene og nisserne var væk – og nu besluttede menneskene at bygge nogle ordentlige mastodonter af bygninger i Gellerup. Otto og ænderne, som han stadig bor sammen med, fik dermed andre levevilkår, og om vinteren søgte ænderne ind i opgangene for at holde varmen. Men her blev der beskidt, hvilket udsatte ænderne for sygdomme.
Otto var derfor helt med på den, da Brabrand Boligforening kontaktede ham for at spørge ham, om han ville være ambassadør for Samvirket i kampen mod affaldet. Glad gik han rundt i området og delte slik ud, og han blev et symbol på kampen mod affaldet. Ottos mange år som beskytter af svage dyr viste sig at have givet ham overskud til også at drage omsorg for børnene i dette børnerige område.
Det har kunnet konstateres, at der er sket en nedgang i affaldsmængden på de grønne arealer på 53 procent, og at svineriet i opgangene er faldet med hele 59 procent. Et andet eksempel: I 2008 blev der fyldt 7720 poser med affald – i 2010 "kun" 3600 poser.
Hvordan er dette lykkedes? Otto må have en finger med i spillet.
Otto – vi savner dig
Hvor er Otto nu? Ingen ved det. Der spekuleres rundt omkring i Gellerup i, om han blot har trukket sig tilbage, men svaret må være, at han hviler sig, men han er savnet. Opstår Urban Farming seriøst, vil der være brug for ham til at drage blid omsorg for områdets dyr. Og børnene vil sætte pris på ham. Igen.