For syvende år i træk fejres afslutningen på ramadanen med et stort tivoli i Gellerup. Familier valfarter til fra nær og fjern for at give deres børn mulighed for at opleve en ægte Eid-fest.
Solen stråler om kap med de kulørte lamper, der lyser fra tivoliet på Gellerup kirkes parkeringsplads. Fra højtalerne kan man høre sangen ”Euphoria”, og det synes at være præcis den følelse børn og voksne i tivoliet har på denne festdag. Eufori.
Folkefest for alle
Tivoliet er arrangeret for at markere ramadanens afslutning med en Eid-fest og er modsat, hvad mange måske tror, ikke kun for muslimske familier:
”Det er en folkefest, ikke kun en fest for kurdere, somaliere, arabere osv. Alle, der har lyst til at deltage i Eid-festen, er velkomne.”
Det fortæller Walid Mahmoud, der i sin tid fik idéen til at genskabe den traditionelle Eid-fest, som han kendte fra sin barndom, for den yngre generation af muslimer i Gellerup. Han er stadig arrangør af den meget populære fest.
Rollemodeller
Ballade er der ikke noget af, for de potentielle ballademagere er blevet engageret i Eid-festen ved at få opgaver som fx affaldssamlere og vagter. Der hersker derfor god ro og orden på tivolipladsen, så festlighederne kan forløbe på bedst tænkelig vis.
Walid Mahmoud forklarer, at man herved ønsker at skabe rollemodeller og motivere områdets unge til at udvise samme hensynsfulde adfærd i deres dagligdag.