Enhedslisten fik ikke sit forslag om at indtænke en ny folkeskole i Gellerup vedtaget af byrådet. Akkurat som sidste år, hvor partiet stillede samme forslag, lød der sympatiske ord om at styrke Tovshøjskolen – men en ny lokal skole i Gellerup? Nej, for vi-er-jo-i-gang-med-at-nedlægge-skoler-i-øjeblikket…!
Rådmand Kristian Würz (S) var først til pænt at sige nej – han mente, at skolestrukturforliget freder Vestbyskolerne, så allerede her imødekommes en stor del af Enhedslistens ønske. "Vi har heller ikke økonomi til en ny skole foreløbig," sagde han.
Jette Jensen, Enhedslisten: "Det er noget snik-snak, for vi beder netop ikke om en skole nu, men om, at byrådet tænker skolen i Helhedsplanen. Med Helhedsplanen kommer nye beboere, så skal der vel også være en skole? Jeg kan ikke forestille mig en attraktiv bydel uden en skole."
Jette Jensen ønskede også, at indtil skolen kan stå færdig, skal der gøres en særlig indsats til de elever, der på grund af sprogscreening ikke kan få lov at blive på deres egen skole. Endelig beder hun om en langsigtet plan for at styrke Tovshøjskolen.
Kun det sidste var der tilslutning til.
"Frugtesløst at starte diskussion"
SF var – i modsætning til sidste år – imod forslaget. Jan Ravn Christensen kaldte det frugtesløst at starte diskussionen, så længe der er overkapacitet på Vestby-skolerne.
"Men hvis helhedsplanen bliver en succes om 10-15 år, kan der da godt vise sig et behov for en ny skole i Gellerup," sagde han.
Også Gert Bjerregaard (V) ville afvente helhedsplanens virkninger, før han vil overveje at udvide skolekapaciteten.
Rabih Azad-Ahmad (R) havde forståelse for en ny skole i et område, som skal være attraktivt, men "det er ikke lige nu, vi skal tænke på den," sagde han. Han var derimod mere med på at skabe bedre betingelser for busbørnene.
Lars Skov (DF) sagde kort, at han var imod, da der allerede findes en lokal skole, nemlig Tovshøjskolen. Dette var i øvrigt en nyhed: sidste år ville partiet lukke skolen.