Det største vejanlæg nogensinde i Aarhus i et eksisterende byggeri. Det er opgaven i Gellerup, når gravemaskinerne om godt et år begynder at forme de mange nye veje i Gellerup.
Opgaven skal da heller ikke udføres på een gang. På borgermødet i mandags forklarede forhenværende stadsarkitekt Gøsta Knudsen – som stadig er tilknyttet helhedsplanen – at vejene bygges over flere år.
Starten bliver at lave vejanlæg rundt om det kommende kommunale byggeri ved Edwin Rahrs Vej, dvs. Bazarpladsen, indsnævring af Edwin Rahrs Vej og forlængelsen af Lottesvej hen til Gudrunsvej.
"Det gør vi for at vise, at vi er i gang med de kommunale arbejdspladser, at vi mener det alvorligt og selv involverer os i Gellerup, og derved kan vi styrke investeringslysten," forudså Gösta Knudsen.
Anden etape bliver Gudrunsvej, som får nogle trafikdæmpende knæk på vejen ned ad bakken, og arbejdet med at klargøre jorden mellem Gudrunsvej og Ringvejen. Det sker for at få solgt grunde ud til Ringvejen og derved få indtægter til de senere dele af helhedsplanen.
Tredje etape er Bygaden og Dortesvej, mens sidste etape er den nye vej fra Globus1, igennem en boligblok på Gudrunsvej og langs fodboldbanen hen til Bygaden.
Gøsta Knudsen sagde, at det samlede vejanlæg tidligst er færdigt i 2016-17, og rækkefølgen kan i øvrigt blive ændret, hvis nogle konkrete jordsalg lægger op til det.
Lederen af Gellerupsekretariatet, Per Frølund, sagde, at i slutningen af 2013 eller i starten af 2014 starter det første vejbyggeri.
"Hullet" i Gudrunsvej
Beboerne på Gudrunsvej 38-46 har en særlig interesse i vejplanen: hvilke lejligheder forsvinder, når vejen laver et kæmpe-hul i blokken. Nogle lejligheder forsvinder helt, andre får vejen meget tæt på.
Vejplanlæggerne i Aarhus Kommune kan endnu ikke nøjagtigt sige, hvilke lejligheder der bliver direkte berørt. De skriver på lokalplanforslaget for vejanlæggene nu, og først ved detailplanlægningen vil det vise sig, hvor hullet skal laves.
Een ting er sikker: hullet i blokken kommer IKKE til at se ud som i "visionen", da arkitekterne lavede luftige tegninger til dispositionsplanen. Det erfarer vi fra pålidelige kilder.