Toveshøj og Gellerupparken har samlet flere hundrede underskrifter for at få en bedre busbetjening ved at lægge to busruter om.Underskriftsindsamlingen er stadig i gang.
Toveshøjs beboere mistede en direkte busforbindelse til City Vest ved den seneste omlægning, men nu har de to boligafdelinger et forslag til omlægning, som ikke belaster Midttrafiks økonomi.
Forslaget går på, at Linjerne 4A og 15 ”bytter rute”. 4a kører i dag ned ad Hejredalsvej/Sigridsvej, men hvis den i stedet kører videre hen ad Edwin Rahrs Vej og ned ad Gudrunsvej til Tinesvej/City Vest, så kan Toveshøjs beboere komme direkte til butikscentret.
Og hvis bus 15 fra Helenelyst kører ned ad Sigridsvej, ad Gudrunsvej og til Globus1, så hjælper det også borgerne i Gl. Brabrand, der vil handle i City Vest. City Vest har også henvendt sig til Midttrafik efter den seneste omlægning, der medførte nedgang i omsætningen.
Man kan fortsat skrive under på underskriftindsamlingen i Beboerhusene Yggdrasil og Tousgårdsladen.