Som led i moderniseringen af aflæsning af varme og elafregningen har vi nu fået lagt fiber-net i jorden i afdelingerne Gellerupparken og Toveshøj. Det har pludseligt givet mulighed for videoovervågning af opgange, blokke og containergårde. Med fiberkablerne i jorden vil det blive både billigere og nemmere at lave videoovervågning, og det er afdelingernes oplevelse, at videoovervågning er effektiv mod hærværk.
Omkostningerne til hærværk i Toveshøj var sidste år1.3 millioner, og det ser ikke ud til at regningen bliver mindre i år. I sidste ende er det jo os lejere, der skal betale den regning. Det er total vanvittigt, at der skal bruges så enorme summer på at rette op på skaderne. På et tidspunkt må det jo stoppes.
Hærværket er stoppet de steder, hvor der er blevet sat kameraer op. Det Kriminalpræventive Råd skriver da også på deres hjemmeside, at overvågning er særlig effektiv i afgrænsede rum, og overfor bestemte typer kriminalitet, fx hærværk. Og det er jo netop de forhold, der er til stede i Gellerup og Toveshøj.
Jeg ærgrer mig!
Som formand i afdelingen, og især som beboer, er jeg træt af, at jeg hver dag skal se på alle de ting, som er blevet ødelagt af hærværk. Jeg ærgrer mig, når jeg tænker på, hvad vi kunne have fået for de penge, der i stedet skal bruges på at udbedre skaderne fra hærværket. Jeg drømmer om nye legepladser eller fodboldmål, og tænk, hvis der havde været råd til at ansætte nogle unge til at lave forefaldende arbejde i afdelingen.
I foråret vil afdelingerne Gellerupparken og Toveshøj holde ekstraordinære beboermøde, hvor beboerne skal tage stilling til, om vi skal indføre videoovervågning.