Disse ord faldt fredag, da der blev afholdt juletræsfest på Søndervangskolen, som du også kan læse om andet sted på portalen. Alle skolens elever samt forældre var inviteret med, ligesom alle beboere i de tre boligområder. Det gjaldt også 9. klasses eleverne, hvor en flok piger stillede op til interview.
Jul er hyggelig
Gruppen af piger sidder samlet i nærheden af det store festlige juletræ, der er disket op med klementiner, men pigerne har også sikret sig en hel skål med pebernødder, som de gladeligt dykker ned i.
”Jeg elsker jul og pebernødder,” siger Shada Charlie og fortsætter ”jeg synes stemningen er hyggelig, det er hyggeligt til jul.”
Pigerne er alle muslimer, men ser ikke juletræsfesten som en symbolsk religiøs ting. De fejrer ikke jul, men synes alligevel godt, at de kan være med til nogle af delene.
”Det er rigtig dejligt, at vi kan være med, selv om vi er muslimer, vi hygger os sammen” udtaler Alaa Waysli. Hun henviser til den meget omtalte sag omkring et juletræ i Kokkedal, som har skabt stor splid i en boligforening, hvor en overvejende muslimsk afdelingsbestyrelse ikke ville sætte juletræ op.
Både Eid og jul
”Her har vi holdt både Eid fest og nu også julefest, og der kommer rigtigt mange, det er slet ikke som i Kokkedal, her holder vi sammen” synes Alaa Waysli. Fatima Altan supplerer ” det er godt at fejre hinandens helligdage og respektere andre mennesker, – og så gør jul én i godt humør.”
Pigerne har da også ret, idet Eid-festen i august 2012 tiltrak rigtigt mange, og nu også juletræsfesten har stort fremmøde.
Pigerne går alle på Søndervangskolens ældste årgang og er meget glade for skolen. Alaa Waysli er ked af, at det er sidste gang de er med til et julearrangement på deres lokale skole:
”Desværre er der kun skolegang til 9. klasse, jeg vil også gerne gå i 10. klasse for at modnes mere, men nu skal jeg nok til Vejlby og gå, før jeg starter i gymnasiet.”