I sydenden af City Vest, ud mod Silkeborgvej, finder man China Café Restaurant, hvor kinesiske toner strømmer ud højtalerne, farverige fisk svømmer i store akvarier, og kinesiske drager pryder udsmykningen. En hyggelig frokostrestaurant med en autentisk atmosfære.
Der er god plads en stille tirsdag eftermiddag, og vi sætter os godt til rette ved siden af den klassiske kinesiske buffet. Vi får en valgfri buffet til 58 kr. pr. person samt et stort glas cola til hver for 28 kroner.
Buffeten består både af salatbuffet med iceberg, tomater, agurk, oliven osv., og af varme retter med forskellige indbagte kødtyper: rejer og kyllingekød – samt ris, nudler og okse- og kyllingewok. Sean er nudlernes, kyllingekødets og især salatens mand, mens Katrine tager sig mere af risen, rejerne og wokken. Grøntsagerne er fine og friske, men der er ikke den store variation.
Skønhedspletter, men en solid 8´er
Der er dog flere skønhedspletter: De varme retter ser lidt triste ud, og flere af beholderne med mad er mere eller mindre tomme. Dette skyldes dog, at frokostbuffeten skal til at lukke ned, da vi kommer. Der er frokostbuffet indtil kl. 15 og aftenbuffet fra kl. 17 (78 kr.), og så lærte vi det.
Er man salatfreak, er det ligeledes en tam oplevelse med en lille variation, middelmådige dressinger og skåle, man kun kan få en meget lille portion salat ned i. Alt i alt får vi et OK måltid mad og går begge mætte fra restauranten. Personalet er yderst venligt og imødekommende og yder suverænt god service under vort besøg. Selv, da vi ved en forglemmelse er ved at løbe fra regningen for den sidste cola, tager vores søde værtinde situationen med et smil, og vi får afregnet i god ro og orden.
China Café Restaurant kan anbefales som en hyggelig frokostrestaurant med en autentisk atmosfære. Restauranten befinder sig i den billigere ende af prisskalaen, og det afspejles i madens kvalitet, som er fornuftig uden at være noget særligt. Til gengæld er der stemning for alle pengene i den lille, kinesiske restaurant. En solid 8´er på den gamle 13-skala kan det blive til.