Når gadelamperne tændes kl. 22, er det forlængst blevet mørkt på Toveshøj. Sidste efterår mødte jeg ofte mine naboer famlende i mørkere på vej til moskeen i bazaren, andre brugte deres mobil for at lyse sig frem på stien.
De fortalte, at de havde klaget, men der skete ikke noget.
Generelt er belysningen ikke ret god på Toveshøj, og nogle steder er slet ikke oplyst. Andre steder skygger træer og buske for lyset.
Siden da har vi i afdelingsbestyrelsen været meget optaget af at forbedre belysningen i området. Vi har afsat midler til at sætte lys op på stier og veje.
Men der er kun beboerne selv til at betale, men på grund af begrænsede midler har vi været tvunget til at prioritere udsatte steder, hvor der har været meget aktivitet og hærværk. Afdelingen er i forvejen plaget af hærværk, der i starten af september i år 2013 var oppe på 1,25 millioner kr.
Vi har gjort den skræmmende opdagelse, at bazar-vejen og bazarens p-plads slet ikke er oplyst! Det er Olav de Linde, som ejer vejen og p-pladsen. Der sker mange ting i dette område om natten! Her på det seneste har lyset dog været tændt nogle gange.
Det kommunale lys
Et andet og lige så stort problem er det dårlige lys på de kommunale stier (se kortet). De bruges som gennemfartsvej fra bazaren og fra Hasle Bakker. Her er gadebelysningen slet ikke god nok, og det bekræftes af mange beboere. Den er for svag, og frem for alt burde gadelamperne lyse helt til klokken to om natten, fordi det er her mange ting sker.
Vi melder også jævnligt ind, at der mangler lys i pærerne på de kommunale stier.
Da vi undrende henvendte os til Teknik og Miljø, stillede vi også spørgsmålet om natbelysning, som blandt andet betyder, at hver anden gadelampe er slukket om natten?
Peter Lykke Sørensen, maskinmester, gav os dette svar:
”Det er ikke så let at få mere lys i armaturerne i Gellerup, da det er en beslutning i Aarhus Byråd, at slukningen af gadebelysningen (hvert andet armatur) skulle udvides med to timer.”
Seneste: Snart mere lys!
Århus Byråd er dog ved at behandle et forslag om at udskifte halvdelen af kommunens gadelamper til energibesparende LED-lamper. Det skal kunne spare så meget på elforbruget, at der vil blive råd til at øge belysningen i kommunen.
De kan jo begynde lige her på Toveshøj!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.