I november starter Den Gamle By endnu et projekt i Gellerup. Denne gang for børn og unge.
De inviteres nemlig til at være med i Museumsklubben. En klub for børn og unge mellem 8-16 år, der skal ud at opleve nogle af de mange kulturelle tilbud, Aarhus og omegn tilbyder.
Hvem kan være med?
Projektkoordinator Danielle Guldmann Sekwati søger derfor en gruppe børn og unge, der har lyst til at være med.
Man behøver ikke have adresse i Gellerupparken eller Toveshøj. Alle interesserede fra lokalområdet kan være med:
”Vi vil rigtig gerne samle børn og unge fra hele området” fortæller Danielle, ”og alle på tværs af køn og etnicitet er meget velkommen til at melde sig.”
Det eneste krav er, at man skal have lov til at bevæge sig ud af området, da en stor del af aktiviteterne vil være ture ind til byen. Danielle vil, sammen med en museumsinspektør fra Den Gamle By, følge de unge.

Hvad skal vi lave?
Hvad museumsklubben helt præcist skal opleve, er ikke planlagt endnu. Det er nemlig meningen, at de unge selv skal have indflydelse på forløbet.
Men gruppen skal besøge forskellige kulturinstitutioner. Det kan eksempelvis være ture til Godsbanen eller vinterhygge på marked i Den Gamle By.
Og så vil der være nogle workshops, meget gerne med lokalhistoriske temaer:
”Det kunne for eksempel være Brabrand Sø eller Gellerupparken. Hvor man stiller spørgsmålene: Hvad var der før? Hvad er der nu? Hvad kommer der til at være i fremtiden? Og på den måde, at få børnene til at tænke over at de selv er en del af historien” forklarer Danielle.
Børnene er selv en del af kulturen
Museumsklubben handler, ligesom Danielles tidligere arbejde i Gellerup, om beboerne herude:
”Det handler om deres historier og interesser. Igennem kulturen, får de unge så nogle input fra mig og på den måde udvikler kurset sig i fællesskab.”
”Og så handler det ikke kun om at se, men også om selv at være med. For eksempel ved at lave en udstilling, en film eller noget helt tredje.” siger Danielle, der glæder sig meget til at begynde.
Vil du være med?
Museumsklubben starter op i november og kører et år.
Der er frist for frist tilmelding den 30. oktober, hvor Danielle begynder udvælgelsen af gruppen.
Har du lyst til at være med, eller høre mere, så send en mail eller SMS til Danielle på dgs@dengamleby.dk  eller 41 85 08 61.
Museumsklubben mødes 1-2 gange om måneden, lørdag eftermiddag.
Der vil være et mindre kontingent for at deltage (ca. 50 kroner). Til gengæld får medlemmerne et medlemskort, som Danielle håber, vil kunne give nogle kulturelle fordele.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.