Byrumskonkurrencen er skudt i gang. Lige nu sidder fem teams af landskabsarkitekter og tegner på forslag til, hvordan Byparken og pladser i Gellerup og Toveshøj kan komme til at se ud. Landsbyggefonden har bevilget 100 mio. kr. til at realisere det eller de forslag, der vinder konkurrencen.
100 mio. er mange penge til en ny bypark for Gellerups borgere. Der skal for dette beløb ikke bygges huse eller bygninger. Det er kun til indretning af byparken og pladser.

18. december lød startskud

Konkurrencen gik i gang 18. december 2013, hvor de fem teams fik konkurrenceprogrammet.
Programmet er skrevet ud fra de ønsker, som beboere, borgere, aktører og ildsjæle er kommet med i den inddragelse, som forløb gennem sommeren. Her var der workshops i Globus 1, dialogmøder i Foreningernes Hus, Facebook, guidede rundture og voxpops.

Til april slutter første fase
Konkurrencen er opdelt i to faser. Den første fase er anonym. Det vil sige, at de fem teams afleverer deres  orslag anonymt. Det betyder så også, at vi lige nu ikke kan fortælle så meget om arbejdet, da det foregår ret så hemmeligt.
Frist for aflevering er planlagt til d. 11. marts, og derefter går et bedømmelsesudvalg i gang med at vælge, og vinderforslaget eller vinderforslagene – der må gerne vælges flere – planlægges offentliggjort før påske.
2. fase af konkurrencen kaldes for et udbud med forhandling. Her tilpasses de udvalgte vinderforslag af fase 1, og endelig vælges vinderprojekt for de to konkurrenceområder 1 og 2 samt 3 og 4, og de præsenteres engang i efteråret.

Vinderen eller vinderne præsenteres
Vi forventer, at før påsken vil det eller de forslag, der har vundet første fase, blive præsenteret for beboere, borgere m.fl. Og der kommer herefter en kort fase, hvor det igen bliver muligt at komme og sige sin mening. Denne gang med udgangspunkt i de konkrete forslag.

Fakta

Så stort som 41 fodboldbaner.
På kortet kan du se konkurrenceområdet. Der bliver tegnet på i alt 456.000 m2. Det er sådan cirka 41 fodboldbaner. Området er opdelt i fire konkurrenceområder. De skal alle realiseres indenfor de næste år, og der er finansiering til alle.
Programmet
Konkurrenceprogrammet kan ses på Brabrand Boligforenings hjemmeside  og Helhedsplanens hjemmeside

De fem teams
På hjemmesiden www.bbbo.dk kan du se navne på de fem teams, og om kort tid vil der også være en kort præsentation af dem. Husk, du kan også følge konkurrencen på Helhedsplanens facebookside

Bedømmelsesudvalg
Keld Albrechtsen, næstformand Brabrand Boligforening
Helle Hansen, afdelingsformand Gellerupparken
Anett S. Christensen, afdelingsformand Toveshøj
3 politiske repræsentanter for Aarhus Kommune
1 fagkyndig fra Realdania
2 fagdommere – en landskabsarkitekt og en byplanarkitekt

Konkurrencen er udbudt af Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune. Den er støttet af Realdania.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.