Sneen er væk og med den alle dårlige undskyldninger for ikke at hoppe på cyklen. Gellerupruten, med rutenummer 809, forbinder Gellerup og Aarhus centrum med en 4,6 km afmærket cykelrute, anlagt af Aarhus Cykelby. Gellerup.nu har taget turen.
Slingrer ned ad Vestergade
Start 4,6 km. 00:00.
”Åhh slingrer ned ad Vestergade…,” får jeg som Gnags lyst til at synge, da jeg med Vor Frue Kirke på min højre side starter turen mod Gellerup ad Aarhus Cykelbys rute 809: Gellerupruten.
Jeg zigzagger mellem mødre med barnevogne. De få biler, der kører her, snegler sig også af sted.
Viborgvej går i benene
4,1 km. 04:22.
Et højresving, og jeg når Ceres-krydset. Et kryds, der har givet køreskoleelever svedige håndflader og dumpeprocenten et hak opad. På cykel går det let, her er både en separat bane og lysregulering for cyklister.
Stigningen opad Viborgvej er tæt på at være en prikket bjergtrøje værdig. Det kan mærkes i benene, da jeg krydser ringgaden – jeg bliver en anelse misundelig på mine medcyklister, der kører ruten den modsatte vej, nedad bakken.
På en stille villavej
2,6 km. 17:27.
Svinget ind ad Præstevangsvej er heldigvis den eneste gang, jeg krydser en større trafikeret vej uden lysregulering på hele ruten. På Præstevangsvej er al byens larm og trafik forduftet. Vejen er bred, og der er cykelsti på begge sider, her er stille og jeg møder ikke et øje.
For enden af Præstevangsvej fortsætter ruten ad en lille sti med høje bøgehække på hver side. Da jeg kommer ud i den anden ende, ligger der en stor grøn park.
Ligeud ad Ryhavevej
1,5 km. 24:05.
Fra parken skal jeg over en flisebelagt sti for at komme op på Ryhavevej. Fliserne her er skubbet skæve af rødder – noget af en bumletur. Oppe på Ryhavevej svinger jeg mod venstre, og så går det ellers bare ligeud, ligeud. Selvom der ikke er cykelsti, er vejen stille, jeg møder kun en postbil og en far med sin lille søn, som også får lov at cykle selv her.
Ved vejs ende på Edwin Rahrs vej
Slut. 31:15.
Der er gået en halv time, fra jeg satte mig i sadlen i Aarhus C., til jeg når frem til Gellerup. En tid, der er tæt på at være konkurrencedygtig i forhold til bussen –15’eren er ifølge køreplanen 22 minutter om at køre fra midtbyen til rutens slutning ved Bazar Vest. Ikke dårligt, og så har jeg fået vind i håret samtidig.
Fakta:
Aarhus Cykelby gør cykling attraktivt
Gellerupruten er en af flere ruter med det formål at forbinde midtbyen med de større bydele. Det er Aarhus Cykelby, der står bag ruterne, et projekt som er del af en større cykelhandlingsplan for byen fra 2007. Projektet arbejder på at øge cykeltrafikken i Aarhus, ved at gøre forholdene mere attraktive for cyklister.   

Herunder alt fra at øge sikkerheden, til tiltag der udelukkende skal gøre det sjovere at være på cykel. Eksempelvis cykelbarometrene langs cykelstier, der tæller cyklister, så man kan se, hvor mange cykler, der har kørt her i løbet af året.

Der er 8000 grunde til at cykle i Aarhus
”Min krop føler sig i live hver gang jeg træder på pedalerne.”

”Jeg kommer uden om myldretrafikken.”

”Jeg kan ikke falde i søvn bag rattet.”

Sådan lyder bare tre af de 8000 fordele ved at cykle, som Aarhus Cykelby har bedt aarhusianerne dele med andre.
De fleste fremhæver motionen og den friske luft, men også økonomien spiller ind når aarhusianerne tager cyklen: der er penge at spare på både busbilletter og benzin. Lidt ud over egen navle spiller også tanken om miljøet og begrænsning af de mange personbiler i byen ind for mange.
Nye teknologier gør cykling sjovere
Vil man udfordre en ven i, hvem der har cyklet flest kilometer den sidste måned? Den interaktive del af Cykelby-projektet er mobil app’en Aarhus Mobil Guide. Med den kan cyklister udfordre venner, kollegaer eller familie, i hvem der cykler flest kilometer over en given periode. Og følge med i, hvor de selv ligger placeret på ranglisten. Ligesom app’en kan bruges til at planlægge cykelture og se detaljerede oplysninger om den kørte rute bagefter.

Kort over de forskellige cykelruter kan også ses på www.aarhuscykelby.dk  ligesom man på ruterne kan finde cykelhandlere, luftpumper, parkering til cykler, vandposter.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.