”Jeg vil gerne starte med at sige, at titlen på min forskning, ‘Og der er ingen grund til at føre dialog med vanvittige’, er en henvisning til et direkte citat af Karen Hækkerup, hvor hun spørger: ‘Skal vi samtale med de vanvittige?’,” slår Tobias Gemmerli, forsker i radikalisering og ekstremisme fra DIIS, fast, da han får mikrofonen i hånden efter at være blevet introduceret for den fyldte sal i Foreningernes Hus i går.
I hans afhandling om radikalisering bliver citatet brugt som et ironisk afsæt, for selvfølgelig skal vi i dialog med de ‘vanvittige’, mener Tobias Gemmerli og afliver samtidig myten om, at radikaliserede personer skulle være specielt vanvittige, sårbare eller altid unge mennesker:
”Tit er det overraskende normale personer, som har gennemgået en proces, der har påvirket dem,” fortæller Tobias Gemmerli.
Radikalisering er en proces
Hvad radikalisering er, hvordan vi taler om den og hvordan den forebygges, var Tobias Gemmerli og Peter Lodberg, præst og forsker i teologi, mødt op for at kaste lys over til den første debataften ud af tre i Gellerup om radikalisering og ekstremisme.
"Inden for forskning i radikalisering er der kun enighed om, at radikalisering er en proces. Eksempelvis definerer PET radikalisering som; "en proces, hvori en person i stigende grad accepterer anvendelse af udemokratiske og voldelige midler, herunder terror, i et forsøg på at opnå et bestemt politisk/ideologisk mål,” fortæller Tobias Gemmerli.
To andre, Peter Vedel Kessin og Abdul Wahid Petersen, skulle også have talt, men de meldte begge afbud i sidste øjeblik.
Det var imidlertid ikke et problem for de to fremmødte at fylde tiden ud. Efter Tobias Gemmerlis introduktion til radikalisering fortsatte Peter Lodberg:
”Historisk set er radikalisering ikke noget nyt fænomen. Tænk for eksempel på nazismen. Lektien efter anden verdenskrig har vi imidlertid brugt forskelligt i Europa. Hvor man i Tyskland  forbyder ekstreme grupperinger ved lov, har vi i Danmark det syn, at bekæmpelsen skal ske med åbenhed, dialog og ytringsfrihed”.
Ekstremismens religiøse ansigt
Selvom ekstremisme og radikalisering altid har været hos os, oplever vi alligevel noget nyt i disse år, mener Peter Lodberg:
”Jeg vil kalde det religiøs ekstremisme. Det er ekstremisme og radikalisering, der kun kan og skal forklares med religion og ikke for eksempel med en dårlig barndom,” mener han.
Alle religioner har potentialet for vold, om det er jødedommen, islam eller kristendommen. Ligesom den har potentialet for at fremme fred. Der er ressourcer i religionen til begge dele, argumenterne kan findes i gamle hellige skrifter, det er bare et fortolkningsspørgsmål, mener Peter Lodberg.
Ud over potentialet for vold har religionen ifølge præsten to andre springladninger:
”Religion giver en højere sags tjeneste at kæmpe for, som kan fjerne folks ansvar overfor egne handlinger. Religion er også god til at skabe fjendebilleder – os og dem, de tro og de vantro. Det bør ethvert religiøst menneske være bevidst om, for at kunne undgå at blive et værktøj for de mekanismer.”
Respekt for religionsfrihed
Vi skal imidlertid ikke blive bange for religionen og udslette den i det offentlige rum, mener Peter Lodberg:
”Nej, vi skal bare have en ædruelig omgang med religionen, hvor vi tør snakke åbent om, at den er der, på godt og ondt.
Respekt for religiøs mangfoldighed og den åbne samtale om religion er især vigtig i dag, hvor globalisering har givet større sammenblanding af religionerne.
”Den respekt når vi helt konkret med religionsfrihed, hvor folk kan have den religion de ønsker, ligesom man også har mulighed for at vælge religionen helt fra,” slutter Peter Lodberg.