Det tog kun 20 minutter at sige ja til kommunal videoovervågning og afvikle hele de ekstra beboermøde i Gellerupparken i aftes. Det er sandsynligvis rekord.
15 lejemål var repræsenteret, og da de her to stemmer hver, var der 30 stemmer. Og samtlige 30 stemte ja til, at kommunen må videovervåge ved Gellerupbadet.
Her har der været flere utrygge episoder, senest i november, hvor to unge fyre i en BMW torpederede en parkeret bil på parkeringspladsen, hvori der sad en svømmeinstruktør.
Episoden fik – igen AGFs svømmeafdeling til at aflyse svømning i Gellerupbadet, og denne gang har lukningen varet næsten fire måneder. Der har været andre episioder med hærværk og indbrud i biler.
Svømmeafdelingen vil – når kommunen har igangsat overvågningen – overveje at komme tilbage til Gellerup.
Afdelingsformand i Gellerupparken, Helle Hansen, håber, at overvågningen vil skabe mere tryghed i området, og at folk har lyst til at bruge svømmehallen.