Trille Lucassen, der var cirkusdirektør i Cirkus Tværs og døde efter en trafikulykke, bisættes fra Aarhus Domkirke i morgen onsdag d. 22.7. kl. 13.00. Alle er velkomne til at deltage i bisættelsen. Bestyrelsen i Cirkus Tværs har skrevet dette mindeord:
I Cirkus Tværs er vores hjerter fyldt med sorg og vores øjne fyldt med tårer over, at cirkusdirektør Trille Lucassen pludselig er død og revet fra os ved en tragisk trafikulykke. Manegen føles tom, nu da Trille ikke her mere.
Da hun overtog ledelsen af Cirkus Tværs i 2009, efter den tidligere leder Joop Poelman, var det en tung arv at løfte. Men Trille magtede den store opgave til fulde. Ja, mere end det, hun har videreudviklet Cirkus Tværs til en af de faste og solide institutioner i Gellerup.
Trille sagde aldrig nej. Altid var hun parat til at trække i sit røde sprechstallmeister kostume og stille op med de unge artister til en af Cirkus Tværs’ utallige forestillinger. I manegen brændte Trille altid igennem, med overskud, godt humør og rappe replikker. Men hun gjorde langt mere end det, når rampelyset var slukket. For rigtigt mange børn og unge har hun været mentor, inspirator og reserve-mor, altid parat med varme, støtte og kærlighed.
Det internationale samarbejde satte Trille højt, hvilket til fulde manifesterede sig ved den internationale cirkusfestival, som Cirkus Tværs stod for i juli sidste år i Gellerup. Der var deltagere fra Italien, Frankrig, Schweiz, Tyskland, Belgien, Holland, Kenya og Palæstina. Især samarbejdet med cirkus-grupper fra de to sidstnævnte lande stod Trilles hjerte nær.
Masser af Trilles venner og bekendt, fra Danmark og mange andre lande i verden, har efter hendes tragiske død skrevet på Facebook om deres store savn af hende. De har skrevet om hendes glødende indsats samt om hendes varme og kærlige personlighed.
Med sorg i vores hjerter, med tårer i vores øjne vil vi savne dig Trille. Vi vil savne dit store engagement, din store kærlighed til andre mennesker og din store kærlighed til livet. Samtidig vil vi mindes din overvældende store indsats og takke dig for alt det, du gav os.
For bestyrelsen i Cirkus Tværs
Michael Højslet, formand
Ole Jessen, næstformand