Omkring 1000 mennesker deltog onsdag i bisættelsen af Trille Lucassen, som døde efter en trafikulykke forrige lørdag. Aarhus Domkirke var næsten fyldt af de mange hundrede mennesker, som hun har kendt i sit meget udadvendte liv, senest som direktør i Cirkus Tværs i Gellerup.
Helt i Trilles egen ånd var det en utraditionel bisættelse, både sangmæssigt og stemningsmæssigt. Selv om omstændighederne omkring Trille Lucassens alt for tidlige død var meget tragiske, så ønskede hun næppe at blive husket for noget sørgeligt.
Derfor valgte familien og cirkus-vennerne at slutte begravelsen med "en sidste applaus" i cirkusmanegen, og det gav en helt særlig stemning i domkirken, da 1000 mennesker klappede ad Trille i adskillige minutter.
Nogle græd, mens de klappede.
Trille gav meget af sig selv
Domkirkens sognepræst Henrik Grøndal Lund kendte ikke selv Trille Lucassen, men havde talt med familien før bisættelsen. I sin prædiken hæftede præsten sig ved Trilles kendte åbenhed og mod på tilværelsen.
"I et cirkus handler det om at turde lege, at udfordre og vise mod. Trille gav meget af sig selv, hun brugte sin person, og hun var ikke neutral eller ligeglad, men derimod impulsiv og empatisk. Hun kunne skælde ud for senere at give et knus. Hun kom folk i møde og afviste ingen," sagde præsten blandt andet.
Der var salmer, men også sange. En kvinde sang en smuk solo, og alle sang med på "Kringsatt af fiender" og "Du kom med alt, hvad der var dig".
Efter jordpåkastelsen dannede familien ring om kisten og holdt flere minutters stilhed – også et brud med vanen  og noget, der bevægede mange i kirken.
Mens kisten blev båret ud af familiemedlemmerne – blandt andet Trilles to sønner Jonas og Alf – spillede en trompetist Kim Larsens "Om lidt bli’r her stille".
Udenfor kirken blev de fleste af de måske 1000 deltagere stående, og mange var forbi familien for at kondolere og givet et knus. Mange af Trilles cirkusbørn var iblandt, og flere af dem gik grædende rundt. 
Men den dystre stemning ændrede sig, da de mange venner – også helt utraditionelt – klappede taktfast, da Trille forlod sin sidste forestilling i den sorte rustvogn. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.