Hvad er det lige der sker for vejarbejdet på Tinesvej / Gudrunsvej og Edwin Rahrs Vej? De seneste mange måneder har de centrale færdselsårer i og omkring Gellerup været centrum for et massivt vejarbejde, hvor nye fortove, vejbump, gennembrydning af nye veje og klargøring til den kommende letbane – for bare at nævne noget – skal anlægges.
Edwin Rahrs Vej skal indskrænkes til kun ét spor i hver retning. Tinesvej skal udvides og have et helt nyt løb. Og midt i det hele skal den daglige, almindelige trafik med biler, busser, cykler og fodgængere også have plads blandt lastbiler og gravemaskiner. Det kan med andre ord være lidt af en labyrint at finde rundt i, men nu er der hjælp på vej.
Find skiltet
Skilte er nu sat op ved City Vest og Bazar Vest, og fra i morgen mandag er der nye tekster, som vil orientere om, hvad der sker lige nu og her. På billederne kan du se, hvordan de nye skilte kommer til at se ud, så du kan finde dem og læse om alt fra udvidelser til forsinkelser, fordele og gener ved vejarbejdet fremover.
Skiltet ved Bazar Vest kan blandt andet fortælle, hvorfor vejarbejdet ved Bazarpladsen er blevet forsinket. Det handler om bunker af kabler.