På tværs af køn, alder og almindelige, dagligdags grupperinger, har Gellerup netop afholdt sin første borger-sundhedskonference. Forstået på den måde, at beboere, der til daglig ikke lige mødes og spørger hinanden: ”Hvordan går det med helbredet?” mandag aften satte sig sammen og snakkede sammen om lige netop dette: Hvordan har vi det egentlig?
Svaret var overraskende og gik i mange retninger. For begreber som ”sundhed” og ”trivsel” har mange facetter for beboere og sundhedspersonale i Gellerup-området, hvilket kom til udtryk i nogle af de mange temaer, som deltagerne selv tog frem i lyset.
Her var alt fra behandling af fødevarer og køkkenhygiejne til overvågning og hjælp til unge stofmisbrugere. Hvordan man undgår stress og aktiverer overvægtige børn. Hvad der skal til for at modvirke fordomme og diskrimination af unge handicappede. Og hvordan Verdenshaverne kan lægge jord (og græs) til sundhedskurser og andre tilbud i samarbejde med for eksempel Dignity – centeret for rehabilitering af torturofre.
Lokale beboere som specialister
Idéen startede hos Somalisk Gadebørns Forening, der gerne ville styrke sundheden i området. I stedet for at betale dyre specialister, er idéen at få de lokale beboere og foreninger til at komme med løsninger.
Hvad med en ”gå-bus”?
En gruppe talte om hvad man kan gøre, for at hjælpe de overvægtige børn i området. Resultatet blev idéen om en ”Gå-skolebus”. Her skulle en voksen gå igennem boligområdet hver morgen, for at samle børnene op og følge dem i skole, ligesom en skolebus.
På den måde ville flere børn få en daglig gåtur til og fra skole, i stedet for at blive kørt.
Allerede i gang
Enkelte sundhedsprojekter er allerede i gang. Således var Kræftens Bekæmpelse repræsenteret ved sundhedsmødet, hvor de fortalte, at de allerede nu er i gang med dialog og information til områdets beboere om risikoen for, og faresignalerne for kræft, og hvor man kan få hjælp hvis man har spørgsmål.
Hver tirsdag mellem kl. 12 og 14 kan du finde Kræftens Bekæmpelse i Bazar Vest på ”torvet” i den gamle del af bygningen nær hovedindgangen.
”Sammen kan vi rigtig meget”
Da mødet var slut blev der samlet op på de mange ideer og projekter, som var kommet frem i løbet af dagen og aftenen. De vigtigste spørgsmål til hver enkelt gruppe var: ”Hvordan kommer vi videre nu?” og: ”Hvem kan vi arbejde sammen med om dette?”
Stemningen blandt deltagerne var meget positiv: ”Der var mange spændende historier, inspirerende personer og nye kontakter at få her i aften” var blandt reaktionerne. ”Efter i aften er der en masse nye mennesker jeg gerne vil lære at kende”, lød det fra en anden. En tredje opsummerede måske allerbedst udbyttet af sundhedskonferencen i en enkelt sætning: ”Hver for sig har vi gode og vigtige erfaringer – og sammen kan vi rigtig meget”.