"Duer ikke – væk!"
Aarhus Kommune optræder som prinsessen i eventyret om Klodshans og siger nej tak til bejlere, der ikke lever op til hendes krav.
Sådan er det også sket i sagen om moskegrunden, hvor Foreningen af Islamiske Foreninger (FIF) er blevet afvist som køber af grunden.
Dog kun i første omgang. Nu kommer et nyt udbud af grunden, så måske ender FIF alligevel som køber af grunden.
Der var ikke noget galt med prisen, så der var andre årsager til, at borgmesterens afdeling afviste FIFs første tilbud. FIF havde et forbehold, som Aarhus Kommune ikke kunne acceptere, men hvad det forbehold handlede om, har ikke været muligt for gellerup.nu at finde ud af.
‘Vi fjerner forbeholdet’
Imidlertid siger formanden for FIF, Ghassan Hassoun, til Aarhus Stiftstidende, at nu vil foreningen fjerne sit forbehold. Derfor håber han, at man i næste omgang når frem til enighed.
"Vi har haft en god dialog med rådhuset, men må acceptere, at der er ting, vi skal være opmærksomme på. Det vil vi nu være, og derefter regner jeg med, at vi byder på grunden igen ved næste udbud," siger Ghassan Hassoun.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.