Hvide vægge, pensler, maling og en duft af nymalede vægge. Gellerupscenen, lige under biblioteket, var sat til en gevaldig ”makeover”, da kunstneren Hans Krull kiggede forbi for at lede en workshop.
Ca. 25 mennesker havde samlet sig i Gellerupscenens gamle foyer, som stod overfor et kreativt og kulturelt indgreb fra den 22. februar og en måned frem. Anledningen er, at Gellerupscenen genopstår under EUTOPIA 2017, som er navnet på det projekt, der skal være en del af kulturhovedstaden (Aarhus) i 2017. Scenen skal være et levende kultursted, og i den forbindelse har man hyret kunsteren Hans Krull. I den forbindelse skal væggene prydes med alverdens kreative tegninger.
Lettere forsinket efter køb af maling i City Vest dukkede han op blandt det ventende publikum iført spraglet tøj, tørklæde, hue og… pandelygte.Netop hjemkommet fra USA lagde han ikke skjul på en smule forkølelse, som han havde pådraget sig på turen.
I sin ”åbningstale” foreslog han, at der skulle være profilportrætter og silhuetter af landetegninger på væggene. Derfra tog det ikke mange sekunder, før han både iscenesatte sig selv og flere kreative elementer, der viste sig at være blandt de besøgende. De ligblege vægge fik hurtigt farve og liv, for med sin begejstring og indlevelse fik den uddannede grafiker uddelt pensler og værktøjer til højre og venstre.
Alt undtagen maling er genbrug
Teaterinstruktør og skuespiller Gitte hristensen står bag den nye udgave af Gellerupscenen og startede 1. september som kunsterisk leder af 2017´s events i Gellerup.
”Alt hvad vi bruger, på nær malingen, skal være genbrug eller noget vi får foræret af beboerne,” siger hun. I juli 2017 bliver Gellerup og Toveshøj også vært for et fuldmånearrangement, og der er skitseret yderligere en række arrangementer.
Kig ikke på penslen
”Det bedste resultat opnås ofte, når man ikke ser på det man maler,” udtalte Hans Krull. Derfor startede flere af de frivillige malere med at skitsere deres eget ansigt uden at se hvordan penslen blev ført.
I et andet hjørne blev et billede af et ansigt slået op på væggen af en projektor, og en pige tegnede omrids af det.
Den spæde start er gået, og nu venter som sagt en måneds workshop. Det bliver spændende at følge processen den næste måned, og redaktionen følger selvfølgelig op på udviklingen og det færdige resultat senere.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.