I QHuset i Gellerup skal der laves en række unikke bøger. Bøgerne skal skrives af kvinderne, om hvem de er, og om dem, de er inspireret af.
Louise Juhl Dalsgaard fra Atlas over Aarhus var torsdag på besøg i Qhuset for at starte en bogworkshop op. Her blev hun mødt af en gruppe spændte kvinder der sad klar til at deltage i den første ud af tre workshops.
Louise forestiller sig, at kvinderne hver især skal lave en lille bog over de tre gange. Til sidst bliver bøgerne sat sammen som en fælles inspirationsbog til kvinder.
”Måske er man i tvivl, om man kan lide sig selv, fordi man ikke har gjort sig klart om, hvad man vil være og hvad man vil kæmpe for. Når man ved hvad, man vil kæmpe for, og hvem man vil være, så tror jeg også man kæmper mere for sig selv,” siger Louise Juhl Dalsgaard.
Louises idé med bøgerne er at få kvinderne til at se på de positive ting ved sig selv og ens idoler. Måske ser man op til ens mor eller en superstjerne, men lige meget hvem det er, synes Louise det er vigtigt at få sat ord på, hvad der gør dem til et idol, og hvad de gør for at hjælpe netop en selv.
Bogen skal have en lille for– og bagside, som er tegnet, da Louise påpeger, at tegninger er et fælles sprog for alle.
Forsiden skal gennem farver, form og indhold fortælle, hvad bogen indeholder. Det er op til hver enkelt kvinde at ”skrive” sin egen tre siders bog.
Bogen skal indeholde små positive fortællinger om hvem man selv er, hvem man ser op til, og hvad man drømmer om i fremtiden.
Tur til København
Kvinderne har muligheden for at komme med til København d. 17. september i forbindelse med projektet, hvor der arbejdes på at få en aftale med politikeren Sofie Carsten Nielsen op (Rad. Venstre). Sofie har tidligere været i QHuset for at snakke om netop det med at se op til andre kvinder, og troen på sig selv.
”Jeg håber bøgerne kan blive udstillet på Kvindemuseet, Gellerup Museum og i andre sammenhænge – så gør jer umage: Vis verden, hvem I er, hvad I beundrer, hvad I betyder, og hvad jeres ønsker for fremtiden er,” siger Louise motiverende til kvinderne.