”Vi kan godt lide at kaste os ud i noget spændende,” begynder Poul Nørgaard – også kaldet Pablo.
Sammen med Joan Byrsting driver han City Sleep-In inde i Aarhus. De to er i fuld gang med at gøre deres nye hostel klar. 1.500 kvadratmeter lige over for biblioteket i kernen af Gellerup.
Der er netop kommet tilladelse til at tage hostel’et i brug.
Der skal være en cafe ud til gaden. Og parret regner med at slå dørene op for de 49 gæster, der er plads til, i januar 2017. Faktisk bor der allerede nogle fåi det nye City Sleep-In Gellerup. Det er nemlig allerede nu muligt at leje et rum på ugebasis for kun 700 kroner.
”Vi åbner i januar. Så har vi tid til at lave cafeen hyggelig. Det her skal også laves om,” siger Poul mens han rører ved en efterladt uro i loftet. Der svæver stadig perleplader rundt alle vegne. Bygningen var oprindelig hotel. Men indtil for få måneder siden var der børnehave i lokalerne.
En del af fremtidens Gellerup
City Sleep-In Gellerup er opstået i et tæt samarbejde med EUTOPIA 2017, der er Gellerups svar på Kulturhovedstad 2017. Men hvis det går godt kan det blive en del af fremtidens Gellerup.
Et hostel eller billighotel er for folk der kan nøjes med fælles faciliteter som bad og køkken. Og Joan og Paul mener at der er basis for et hostel i Aarhus vest:
”I december kommer Projekt Udenfor med 20 personer. Og vi har jo gennem tiden haft masser af gæster på vores hotel inde i byen, der kom til Aarhus for at deltage i møder om Helhedsplanen i Gellerup og Toveshøj eller cirkusartister fra Cirkus Tværs” siger Joan Byrsting.
Hvad er forskellen på at være i byen og i Gellerup?
”Her har for eksempel været nogle somaliske kvinder forbi, der gerne ville lave mad til cafeen. Det har vi ikke oplevet inde i byen. Og så er der et uanet antal parkeringspladser her,” påpeger Joan Byrsting.
City Sleep-In Gellerup var oprindeligt den tidligere cirkusdirektør Trille Lucassens ide.