Tre boligområder i Aarhus er nu på listen over udsatte boligområder; Bispehaven, Gellerup/Toveshøj og Skovgårdsparken.
Heraf har Brabrand Boligforening tre ud af fire boligafdelinger.
Keld Laursen, direktør for Brabrand Boligforening, betragter Skovgårdsparkens indtog på listen som en regneteknisk teknikalitet: ”Skovgårdsparken er nået op over de 1.000 beboere, der gør at de kommer på den. Ingen af de andre parametre er ændret nævneværdigt. Skovgårdsparken er lige så lidt en ghetto i dag, som den var i går.”
Velfungerende afdeling
Han har ingen tiltag planlagt for Skovgårdsparken:
”Det er ikke en boligforeningsdirektørs opgave at lave tiltag i den retning. Skovgårdsparken har et velfungerende beboerdemokrati, og de har lige gennemført en større renovering. Det er regeringen, der er optaget af at udnævne boligområder til ghettoer. Vi er optaget af at skabe ordentlige rammer og ordentlige boliger.”
Gellerupparken/Toveshøj har stået på den såkaldte ghettoliste i alle de år den har eksisteret. Især er det andelen af beboere, der er ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, samt andelen af personer dømt for straffelovsovertrædelser der bidrager til pladsen på listen. Som vi skrev i går er antallet af indbrud utroligt lavt i Gellerup/Toveshøj, hvor listen kun beskæftiger sig med et gennemsnit over de sidste to år.
Se faktaboksen her på siden.
Skovgårdsparken er også godt med i andelen af ikke-vestlige beboere, samt lav gennemsnitlig indkomst.
Vagn Eriksen, afdelingsformand for Skovgårdsparken, havde ingen bemærkninger, da gellerup.nu ringede for en kommentar.