Humøret var højt til demonstrationen på Rådhuspladsen i går eftermiddags, hvor flere end 50 demonstranter havde trodset det fugtige december-vejr for at støtte op om kvindernes ret til fortsat at svømme uden mænd.
På trods af kulde og fugtigt vejr, på trods af at demonstranterne ikke fik mødt byrådspolitikerne som havde stemt for forslaget, var det en demonstration præget af humor og ikke mindst kampgejst.
Det var en blandet skare der var mødt op. Kvinder med og uden tørklæde, børn og mænd, unge som gamle. Men den brogede skare talte med én mund for fælles var deres bøn til politikerne om at bevare kvindesvømning.
’De undertrykte protesterede’
Kun to byrådspolitikere viste deres ansigter til demonstrationen; Rabih Azad-Ahmad (R), og Maria Sloth (EL), som i forvejen var programsat til at skulle holde en tale for forsamlingen.
Maria Sloth mente, at protesterne nåede ud og ikke mindst ind på Rådhuset. Hun afsluttede sin tale med at deklarere, at hun ville kæmpe til den sidste bloddråbe for at bevare kvindesvømning og opfordrede kvindesvømmerne til at fortsætte med demonstrationerne og protesterne:
”Lad demonstrationen være kendt for at være: En demonstration hvor de undertrykte protesterede,” opfordrede hun.
Rabih udtrykte, hvor ked han var af den signalpolitik der blev ført af de andre byrådspolitikere: ”Det er de forkerte vi rammer ved det her. Kvinderne der benytter tilbuddet er ressourcestærke.”
Sluttede med humor og højt humør
Da demonstrationen sluttede, var det i højt humør.
Et Aarhus-eventyr blev læst op for skaren. Eventyret handler om kvindesvømmerne som da de ikke længere må svømme uden mandligt opsyn køber nogle oppustelige mænd, de kan have med i svømmehallen. Under oplæsningen gik kvinderne bærende på hver deres oppustelige mand i en lang række op og stillede sig foran Rådhuset.
En af demonstranterne, med en oppustelig mand, overtog spontant mikrofonen: ”Kære Borgmester, hvis der er nogen i Gellerup, der er undertrykte, så er det mændene!”
Og da luften blev taget ud af de oppustelige mænd, fortsatte en anden: ”Det er sådan vi gør med de undertrykte mænd ude i Gellerup. Tager luften ud af dem”.
Bemærkningerne skabte højlydte grin blandt de fremmødte, og folk gik derfra med smil på læben.
En af demonstranterne, Lene Adams Rasmussen, sagde efter demonstrationen til Gellerup.nu: ”Det her er integration. Hvis man vil have integration, skal man ikke stoppe det her."