Firmaet CFBO, som ansatte Khadija Rabeh, er meget tilfreds med valget af deres nye medarbejder. Firmaet opsagde et rengøringsfirma og ansatte i stedet Khadija til både at gøre rent og at købe ind til og anrette frokost for medarbejderne.
Det var et helt bevidst valg af en person, som har hårdt brug for at komme ind på arbejdsmarkedet. Som nævnt i artiklen skal Khadija være selvforsørgende, ellers kunne hun ikke søge om forlænget opholdstilladelse.
"Helt grundlæggende har vi brug for en god medhjælp til praktiske gøremål, men vi er glade for, at vi samtidig kan hjælpe en borger, der har brug for at skaffe sig arbejde," oplyser partner i firmaet, Inger Haarup Borchmann, til gellerup.nu
Hun kendte dog ikke til den konkrete mulighed, før hun blev sat i forbindelse til Ghassan Hassoun fra Gellerups fremskudte jobvejledning i det boligsociale arbejde.
Skulle lige se muligheden
"Muligheden tiltalte os med det samme. Ghassan sendte CV-er på et par kandidater, og vi valgte så Khadija Rabeh. Det har vi ikke fortrudt, og det betyder ikke noget, at hun ikke havde meget joberfaring. Vi vidste, at hun havde været igennem praktik på Kaffé Fair, og mentoren herfra hjælp hende i øvrigt i gang hos os."
Inger Borchmann oplyser, at CFBO har valgt at opsige sit rengøringsfirma, fordi Khadija Rabeh både gør rent og anretter frokost – det er en mere fleksibel løsning for firmaet.
”Khadija taler fint dansk, og hun er meget villig til at gå ind i de opgaver, vi giver hende. Vi er rigtig glade for hendes hjælp, og vi vil opfordre andre virksomheder til at overveje, om det kan være en mulighed for dem at hjælpe en person, som gerne vil ind på arbejdsmarkedet," tilføjer hun.
Kontakt evt. CFBO via hjemmesiden og hør deres erfaringer med ansættelsen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.