Nu har borgmesterens afdeling fundet den formulering, som efter borgmester Jacob Bundsgårds (S) mening skal bruges til at afskaffe kvindesvømningen i Gellerupbadet. Kort sagt: kvinderne skal også lukke mænd ind i svømmehallen.
Sagen er på dagsordenen til Magistratsmødet mandag. Her kan formuleringen i princippet godt ændres endnu engang. Det er spørgsmålet, om flertalspartierne efter den stærke offentlige debat har fået et andet syn på kvindesvømnings berettigelse.
Selve beslutningen skal tages af byrådet – sandsynligvis efter nytår.
Her er formuleringen så:
1) Byrådet beslutter, at der i kommunens svømmehaller i den offentlige åbningstid skal være lige adgang for alle uanset køn, og at
2) Byrådet tager til efterretning, at kommunen som hidtil anviser ledige lokaler (tid i svømmehaller) efter folkeoplysningslovens regler.
Hvad betyder det?
Hvis formuleringen bliver den, som byrådet ender med at vedtage, betyder det:
1) Kvinderne skal acceptere, at mænd vil få adgang i alle offentlige åbningstimer, altså også i de tre eftermiddagstimer om lørdagen, hvor der i øjeblikket er ren kvindesvømning.
2) Hvis kvinderne ikke vil acceptere det, må de gå ind i en forening eller danne en ny forening, som lejer sig ind i svømmehaller efter Folkeoplysningslovens bestemmelser. Altså hvis der er ledige timer i svømmehallen.
Gælder ikke Den Permanente
Den Permanente Badeanstalt i Risskov har også kønsopdelt svømning, men den må godt fortsætte. Selv om den har lukkede herre- og dameafdelinger, argumenterer politikerne for, at det er OK at fortsætte med denne kønsadskillelse i den kommunale badeanstalt:
"…da er ikke er tale om en svømmehal, og at der er tale om naturistsvømning," hedder det i udtalelsen fra borgmesteren og fra stadsdirektør Niels Højbjerg.
Netop den begrundelse brugte Gert Bjerregaard også under det livlige debatmøde i Gellerup i onsdags – altså at det ene er en svømmehal, men det andet er ikke….
Til det sagde Maria Slot (Enh.l.) fra tilhører-rækkerne:
"Altså, du mener, at fordi man det ene sted svømmer i klor, så må man ikke opdele kønnene, men hvis man svømmer i saltvand, så må man godt?"
Det fik hun ikke svar på. Der argumenteres heller ikke nærmere i borgmesterafdelingens udtalelse, hvad den egentlige forskel på de to badeformer er.
Grossererbadet i Spanien
Badeanstalten i Spanien har Grossererbadet, der ved lejligheder har haft kønsadskillelse. Men her skal der i fremtiden også sikres lige adgang for alle uanset køn.
"Pluk" fra debatten
I bilagene til sagen har Magistraten for Kultur og Borgerservice plukket lidt fra den offentlige debat om sagen, men man har i notatet ikke medtaget hverken den upolitiske brugerundersøgelse eller holdningen fra Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadet. Der er i stedet henvist til København, hvor der ligesom i Aarhus er gode erfaringer med integration via kvindesvømning.
Dog er afdelingsbestyrelsen for Gellerupparken også citeret for et forsvar for kvindesvømning, blandt andet: ”Kønsopdelt svømning har ikke påvirket integrationen i en forkert retning før, men vi er bange for, at dette forslag vil skubbe integrationen baglæns. Dette forslag giver mindre trivsel for en del kvinder, som i dag har gavn af at lære at svømme og bedre deres livsvilkår.”