Vil kvinderne i Gellerup/Toveshøj også noget på tværs af foreninger?
Ja, sagde 15 kvinder, da de 24. november deltog i et møde for samtlige kvindeforeninger i Gellerup/Toveshøj.
Konklusionen på mødet var, at de deltagende gerne vil fortsætte med nogle fælles åbne tema- og debatmøder i 2017 for alle interesserede kvinder i Gellerup/Toveshøj og omegn.
Lusin Canakci fra International Kvindeforening og Afraj Rachid fra Nicheforeningen kom med oplæg til kvinderne, og efter den efterfølgende debat er valget faldet på disse fire temaer:
- at lære ens egne grænser at kende, så man opnår respek
- at kvinder støtter hinanden på tværs
- at det er vigtigt at kvinder får mere viden
- at der bliver sat fokus på kulturforskelle
Lusins og Arajs drømme
Lusin Canakci og Araj Rashid tog udgangspunkt i deres drømme for henholdsvis foreningsarbejde og deres personlige drømme.
Udgangspunktet for International Kvindeforening var at igangsætte aktiviteter for at få kvinderne ud af hjemmet – at besøge hinanden og tale sammen. I starten mødte foreningen modstand fra mændene, de havde mistanke om, at foreningen ville ”ødelægge” familien, så derfor blev de inviteret med for at se, hvad der foregik.
Og hvad foregik der så? udover samtaler var der svømning, håndarbejde, dans/folkedans og IT.
Selvom mange af drømmene er opfyldte i dag, og mange af de, der var medlemmer dengang nu er i uddannelse og i arbejde, så kommer der hele tiden nye kvinder til, som det er vigtigt at aktivere.
Afrajs egen historie
Afraj Rachid voksede op i en flygtningelejr, og hendes muligheder var derfor begrænsede. Man gik kun i skole, når der ikke blev bombet, men hun drømte om uddannelse og arbejde. Det fik hun ikke, idet hun blev gift allerede som 14-årig. Børnene kom hurtigt, og dermed var det ikke muligt at få opfyldt drømmen om uddannelse og arbejde.
Afraj kom til Danmark som 21-årig med mand, tre børn og gravid med den fjerde. Flyttede til Gellerup, og da hun startede i et mor/barn projekt og begyndte at tale dansk, begyndte hun at falde til, fortalte hun.
De to ting bevirkede, at hendes bevægelsesradius blev større. Da hun havde fået sit 5. barn, tog hun 9. og 10. klasse, og begyndte herefter at arbejde.
Afraj Rachid var i 1992 med i foreningen ”Alt for damerne” i Bispehaven. Her var målet, at kvinderne skulle ud af hjemmet. Det var svært dengang, og foreningen er nu nedlagt.
Drømmen for de to kvinder er stadig, at kvinder får mere respekt, at der bliver mere ligestilling, og at kvinder bliver mere selvstændige og får mere selvbestemmelse.