Forleden kom politikommissær Jens Espensen kørende i sin egen bil på Karen Blixens Boulevard. Han stoppede for rødt lys ved et af de mange lyskryds på den korte strækning. Op på siden kom en anden bil og kørte frem for rødt.
Det koster den vilde bilist en bøde, muligvis også en frakendelse af kørekortet.
Espensen kollega, Klaus Hvegholm Møller, nævnte episoden tirsdag aften på Samvirkets kvartalsmøde, da han talte om ”færdselsindsatser”. Flere i salen mente, at der var behov for flere kampagner og indsatser.
”Vi har lige haft to færdselsindsatser, og snart kommer en mere,” svarede Klaus Møller. Han er klar over, at Blixen indbyder til farlig kørsel. Helle Hansen, Gellerupparken, syntes dog på Samvirkemødet, at politiet godt kunne gøre mere.
”Vi er opmærksomme på det. Vi ved dog også, at en del kører, selv om vi har taget kørekortet fra dem,” svarede politikommissæren.
På samme møde nævnte andre, at stierne i Gellerup bruges til vild kørsel med ATV-er, og at der på grund af de mange vejarbejder mangler bomme og chikaner rundt omkring. Med forårets komme er knallerter og ATV-er igen et problem i Gellerup.
Det noterede Klaus Møller og vil sammen med projektleder Kim Skjelmose fra boligforeningen se på, hvad der kan gøres.
Vild kørsel på stjålne motorcykler
Klaus Møllers politiarbejde var desværre ikke slut efter Samvirkemødet. Han fortæller til gellerup.nu:
"Da jeg kørte fra stedet, hørte og så jeg i det fjerne, at der blev kørt race på to motorcykler. Førerne havde ingen styrthjelm på. Denne lyd hørte vores personale i patruljevogn også. De fik kort efter kontakt med den ene motorcykel, der forsøgte at køre fra politiet, hvilket lykkedes i første omgang.
Efter lidt efterforskning og med en kollega til fods i området lykkedes det hurtigt at lokalisere motorcyklen, der var gemt i en opgang. Motorcyklen blev beslaglagt og trukket til politistationen af politiet. Det blev også konstateret, at motorcyklen er stjålet fra en ejer i den nordlige del af Århus.
Mine kolleger har også efterforsket sig frem til, at der i aftes har været syv personer ude at køre på motorcyklen. Nogle af de syv har politiet allerede haft fat i, enkelte mangler, men dem får vi fat i  løbet af et par dage," siger Klaus Møller.
Resultat: Blandt andet kørsel uden førerret, brugstyveri af motorcykel og mange andre sigtelser til de syv personer. Der venter der nu et retsligt efterspil for den vanvittige kørsel på den stjålne motorcykel for alle syv personer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.