Lars Skydsgaard, Ladens alt-muligmand i snart omkring fem år, er for nyligt vendt hjem fra en seks-ugers rejse til Vietnam.
Han har boet i Vietnam fra 2005 til 2007, men dette er den længste rejse siden 2007. Han havde planlagt hjemmefra at denne rejse skulle stå i madens tegn, og det kom den til.
De fleste dage brugte han på at hjælpe en familie i Saigon, der ejer en restaurant i nærheden af hvor han boede, med alle mulige ting i restauranten. Det startede med at bordene skulle sættes ud klokken seks om morgenen, til restauranten og køkkenet skulle gøres rent klokken ti om aftenen. I tiden indimellem hjalp han i køkkenet med at skrælle, snitte og rense de forskellige grøntsager.
Kokkeskole
Der er cooking schools, kokkeskoler, over hele Asien, og han var på to af dem for at lære så meget som muligt.
Den første var et økologisk landbrug og kokkeskole, der uddanner chefkokke fra asiatiske restauranter over hele verden, HCM Cooking Class. Det er startet og bliver drevet af Tan Luong, en ganske berømt chef, der bor og arbejder i Saigon, og driver restauranter i Australien og Singapore.
Lars havde oprindeligt kun købt et dagskursus, men han fortæller at Tan Luong kunne mærke hans entusiasme, så han fik lov til at blive hængende et par dage ekstra. Lars fortalte ham om det arbejde han og Verdenshaverne prøver at lave på Toveshøj, og han var meget interesseret.
Den anden kokkeskole var med Hoa Tuc, hos Saigon Cooking Class. Et par dage før han skulle hjem, havde Lars stadig et par millioner Dong (cirka 600 kroner) der brændte i lommen, så i stedet for at veksle dem og tabe en masse penge på gebyrer, besluttede han sig for at tage et et-dages kursus.
Friske ingredienser
Lars kan godt lide det vietnamesiske køkken for dets brug af friske ingredienser. Alting kommer friskt ind og er tilberedt her og nu, lynhurtigt. Intet er overtilberedt. Der er ikke noget der står og simrer. Det eneste der står og simrer er suppen man bruger, typisk et par døgn.
Det ligger i det hele taget meget tæt på hans egen filosofi om mad, der handler om råvarer tilberedt her og nu, så enkelt som muligt.
Det er også en filosofi han bruger i Ladens folkekøkken, der hver fredag laver mad til alle der kommer forbi og har 20 kroner.