Livsværkstederne, som hidtil har været en social cafe i City Vest, er under stor forvandling. Den nye leder, Gritt Rhinstrøm, har store ambitioner for stedet. Som noget nyt er det nu muligt at booke kursus- og mødelokaler.

Når man går ind ad svingdøren til City Vest fra Regnbuebroen, kan man se Livsværkstederne på 1. sal. Dette sted har hidtil fungeret som en social cafe med en lidt afsides beliggenhed. ”Cafe Vita” bliver det også kaldt. Flere grupper af mænd med forskellige nationaliteter sidder ofte herinde og hygger sig over et spil eller en kop kaffe.

Gritt Rhinstrøm, som er den nye leder i Livsværkstederne, har sat sig for at udvide mulighederne på stedet: ”Livsværkstederne er et sted, der skaber mødesteder og fællesskaber. Det vil vi bevare, men vi vil i højere grad arbejde med beskæftigelse og skabe progression,” siger hun.

Den nye passionerede leder fortæller, at stedet har haft tradition for at være et ”værested,” men nu skal blive til et ”gørested”. Med det mener hun blandt andet, at stedet skal skabe flere jobs og muligheder for at være frivillig i Livsværkstederne med forskellige typer af opgaver.

Gritt Rhinstrøm er 40 år og har de seneste seks år været udviklingskonsulent i KFUM og KFUK. Hun har tidligere arbejdet inden for beskæftigelsesområdet i blandt andet Vejle Kommune.

Kursus, kultur og kulinarisk oplevelse
Et af de nye tiltag i Livsværkstederne er et socialøkonomisk projekt, hvor der tilbydes mødelokaler og kursusfaciliteter i hjertet af Gellerup. Det er både faste medarbejdere og borgere i arbejdsprøvning som skal drive det. I et samarbejde med Gellerup Højskole har man gjort det muligt at leje lokaler i det tidligere ”Hostel”, lige over for Gellerup Bibliotek.

Her er der flere undervisningslokaler med plads til 30-40 personer. Desuden er der en hyggelig spisesal, som er stemningsfuld og bliver mere spændende, lige så snart den lækre buffet bliver serveret.

”Hvad er det?” Var et hyppigt spørgsmål blandt gæsterne der tog mad. Men tilfredsheden var stor efter de satte tænderne i de mange retter.

Der var også friskbagt arabisk brød, falafler og hummus i buffeten.

Aarhus Kommune var de første der benyttede sig af kursusmulighederne til et mentorkursus. Der var en god stemning blandt deltagerne og stor tilfredshed med den veludstyrede og velsmagende buffet. Ifølge Gritt Rhinstrøm kan man tage det som en berigende oplevelse at opleve Gellerup på tæt hold. ”Gellerup er et område i rivende udvikling. Og ved at afholde møder eller kurser herude kan man få lækker mad, en kulturel oplevelse, samtidig med at man støtter et socialøkonomisk projekt,” fortæller hun.

Der er både whiteboard, flipover og projekter i lokalerne som man kan booke.

Her iværksætter man muligheder
Kursusfaciliteterne er blot et af de mange nye projekter man vil sætte i gang hos Livsværkstederne. Stedet har kapacitet til at have 18 borgere i forløb fra Jobcenteret. Og hos Livsværkstederne kan man afprøve mange småjobs, blandt andet i køkkenet, i cafeen eller på deres kreative værksted.

Herudover er Gritt i fuld gang med at etablere et samarbejde med Det boligsociale hus i Gellerup. Formålet er at skabe et sjak, altså en gruppe arbejdere fra området, som kan udføre små og store opgaver på bestilling. Det skal være en socialøkonomisk virksomhed, som skal give unge fra området et job og erhvervserfaring.

Livsværkstederne tilbyder også gratis gældsrådgivning, juridisk rådgivning og udlændingeretshjælp til mennesker i udsatte situationer.

Praktiske oplysninger
Prisen på et heldagsmøde er 392 kr. pr. person indeholdende morgenbrød, frokost, eftermiddagskage samt kaffe/the/vand og frugt. Eftermiddagsmøder koster 225 kr. pr. person indeholdende eftermiddagskage samt kaffe/the/vand og frugt. Disse priser er en samlet pris pr. deltager for lokaleleje og forplejning.

Find Livsværkstederne her.

Hvis du vil vide mere om Livsværkstederne eller booke et lokale hos dem, kan du ringe til leder Gritt Rhinstrøm på telefon: 31684470.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.