Om to år står en ny skole for Gellerup, Toveshøj og Bispehaven næsten færdig til planlagt skolestart i august 2025. Men vil de lokale familier bruge skolen? Gellerup Bibliotek og Vores Brabrand inviterer tirsdag d. 13. juni kl. 17 til et debatmøde, hvor lokale forældre kan stille spørgsmål om den nye skole.
I en årrække har andelen af lokale familier, som har haft børn på den lokale folkeskole, Tovshøjskolen, ligget på cirka 20 procent. Den såkaldte egenskole-andel har hermed været blandt de absolut laveste i hele Aarhus.
Det skal opførelsen af en ny moderne skole i lokalområdet gerne være med til at ændre på. Aarhus Kommune har fastsat en målsætning om, at egenskole-andelen i Gellerup, Toveshøj og Bispehaven skal nå gennemsnittet i Aarhus, der ligger på lidt over 60.
Alle sejl er sat til for at skabe de perfekte rammer for børnenes skoleliv. Et nyt skolebyggeri til cirka 320 millioner kroner går snart i gang i Gellerups bypark, Joops Have. Skolen opføres i to dele, hvor afdelingen for de yngste børn ligger i den nordlige del af byparken, mens de ældste elever får til huse ned mod Trille Lucassens Gade.
Uformelt samtale-arrangement
Når byggeriet inden længe lidt forsinket går i gang, får byggefolkene travlt med at få skolen færdig til den planlagte åbning i august 2025. Men samtidig forestår der også et stort stykke arbejde med at overbevise familier i og uden for lokalområdet om, at skolen er det helt rigtige for deres børn.
Men hvilke overvejelser har forældrene? Hvilke forventninger har de til den nye skole, og hvad er de usikre på?
Selvom børnene måske stadig går i børnehave og endnu ikke har tænkt på, at de snart skal i skole, inviterer Vores Brabrand og Gellerup Bibliotek på tirsdag d. 13. juni kl. 17-18 til debatmøde om skolen.
Det foregår på biblioteket, hvor skoleleder på den nye skole, Helle Mønster, vil være til stede sammen med en repræsentant for Børn og Unge-forvaltningen, der står for planlægningen af den nye skole.
Det bliver et uformelt samtalearrangement, hvor alle kan fortælle om deres overvejelser og stille de spørgsmål, de har.
”En god fordeling”
Aarhus Kommune har tidligere meldt ud, at problembaseret undervisning bliver omdrejningspunktet på den nye skole. Det betyder, at praktiske opgaver med fokus på konkrete løsninger vil være i centrum.
Hvad det konkret betyder, får du mulighed for at høre mere om. Desuden tyder alt på, at spørgsmål om elev-sammensætningen og elevernes trivsel er vigtige emner for forældrene.
Da Center for Innovation i Aarhus for få år siden gennemførte en interview-undersøgelse, var det de emner, der især optog forældrene.
25 personer blev interviewet om deres tanker om skolevalg og bosætning i Aarhus Vest. Og her fyldte den nye skoles elevgrundlag meget. Uanset baggrund og etnisk herkomst blev ord som ”balance” og ”en god fordeling” brugt til at beskrive, at det er vigtigt med en blandet gruppe børn på den nye skole.
Desuden var der mange spørgsmål om reglen, der siger, at højst 20% af eleverne i klasserne på den nye skole må have brug for sprogstøtte. Nogle forældre var usikre på, om det betyder, at deres børn ikke kan gå på skolen – og andre ville gerne vide mere om, hvordan det påvirker klassens liv.
Alt det og meget mere kan du stille spørgsmål til og kommentere på til debatmødet tirsdag d. 13. Juni kl. 17-18 på Gellerup Bibliotek, Karen Blixens Boulevard 23. Der er ingen tilmelding og alle er velkomne. Gellerup Bibliotek byder på en kop kaffe eller te.