Nu skal der tages blodige metoder i brug for at få bilisterne i Gellerup-området til at køre pænt. Det mener Bydelsmødrene i 8220 og Brabrand Billedskole, som nu ved hjælp af en makaber og horror-agtig kampagne vil skræmme trafikanterne til at sætte farten ned og overholde færdselsreglerne.
Er du træt af, at biler og knallerter kører uansvarligt i Gellerup?
Sådan lyder spørgsmålet fra Brabrand Billedskole, som inviterer både børn og voksne til at deltage i en stribe kreative workshops. Her skal deltagerne producere pop-op-installationer, der skal placeres ved Edwin Rahrs Vej og andre steder i Gellerup og Toveshøj.
”Udtrykket i værkerne bliver makabert og en smule horror-agtigt med blod og bodybags,” lover Brabrand Billedskole i invitationen.
Bag den makabre kampagne står Bydelsmødrene, som har søgt og fået penge til kunst-installationerne af Tryghedspuljen Vest under Aarhus Kommune. Pengene skal blandt andet gå til indkøb af diverse vrag-dele fra biler og cykler til at gøre det hele endnu mere livagtigt.
Skal skabe opmærksomhed
Brabrand Billedskole leder arbejdet med de blodige installationer, der skal fremstilles i beboerhuset Laden i hverdagene mellem mandag d. 26. juni og fredag d. 7. juli – hver dag i tidsrummet 12-14.
”Nogen vil måske sige, at det er en alt for blodig og makaber tilgang til at få mere trafiksikkerhed. Men det synes vi ikke, det er. Vi tror, at det her vil kunne få folk til at forstå, hvor slemt det kan gå, hvis vi ikke får en bedre trafikkultur her i området,” siger Lone Hedelund, som er med til at koordinere arbejdet i Bydelsmødrene i 8220.
Som en del af de nævnte workshops vil de fremmødte børn og voksne tale om, hvad der gør det trygt at bevæger sig i trafikken. Desuden vil der også være tid til, at deltagerne giver interviews til små film om trafiksikkerhed.
”Det hele bliver sat i værk for at skabe opmærksomhed om trafikkulturen her i området. Det må godt være noget, man taler om, uanset om man er lille eller stor. Vi håber, at også nogle forældre vil deltage sammen med deres børn,” siger Lone Hedelund.
Initiativtagerne har også planlagt andre aktiviteter. Blandt andet ønsker Bydelsmødrene sig et cykelkursus. Og der arbejdes ligeledes med planer om at etablere en trafikskole et sted i Gellerup/Toveshøj.
Trafikworkshops i Laden alle hverdage i uge 26 og 27 kl. 12-14. Alle er velkomne. Der bliver fernisering på de makabre kunstværker søndag d. 9. Juli kl. 15-16 i Laden – hvorefter alle inviteres på guidet vandring i området.